">



Kontakt os






 

Melodi Grand Prix er ingen fremtidig pengemaskine
Mandag 17. februar 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Prisen for at afholde det europæiske Melodi Grand Prix i København til maj bliver på 237 mio. kr. Argumenterne for at bruge de mange penge er bl.a. "flere arbejdspladser" og "øget turisme", men iflg. nordiske forskere er der intet, der tyder på økonomisk gevinst på lang sigt.


Spørger man politikerne, der har været med til at bevilge nogle af de mange millioner, er Melodi Grand Prix'et ikke blot fest og tv-underholdning. Det er også en investering, der kan give langsigtede økonomiske gevinster til Danmark og især til København og til hovedstadsregionen.

Men politikerne tegner et alt for positivt billede, skriver Politiken i dag.

Professor Tommy Andersson fra Handelshøjskolen ved Göteborgs Universitet, der forsker i turisme og events, siger, at det er en myte at tro, at Eurovisionen vil få kroner og øre til København og Danmark.

"Politikere og turistorganisationer snakker ofte om sådan en effekt ved sådanne events, men der findes ingen videnskabelige beviser for, at det leder til øget turisme eller jobs", siger han til Politiken.

Han bakkes op af Anne-Britt Gran, professor i kulturpolitik og kulturforståelse ved Handelshøyskolen BI i Norge: "Når forskning viser, at ikke engang OL giver positive følgevirkninger på sigt, er det helt usandsynligt at forvente nogen effekt af en Grand Prix-finale", mener hun.

Socialøkonom og forsker ved det norske forskningsinstitut Telemarksforskning Knut Vareide mener, at det er umuligt at forudsige de effekter, som de danske politikere lægger frem.

"At sådan en event skulle skabe positiv branding, ved vi egentlig intet om. Og selv om det skulle gøre det, kan man intet sige om eventuelle følgevirkninger, da det er meget kompliceret at lave sådanne beregninger", fastslår han.


Umiddelbare effekter

Der er dog en del umiddelbare effekter af at holde Grand Prix i København. Wonderful Copenhagen peger iflg. Politiken på op mod "80.000 overnatninger, en turismebaseret omsætning for op mod 125 millioner kroner og en værdifuld, global medieomtale og -synlighed, med blandt andet 170 millioner tv-seere".

Det europæiske Melodi Grand Prix - 'Eurovision 2014' - afholdes på Refshaleøen i B&W's gamle haller den 6., 8. og 10 maj. DRs produktionsudgifter til showet er på 190 mio. kr. og Københavns Kommune betaler 14,5 mio. kr. samt forventet 4,3 mio. i ekstrabevilling, Region Hovedstaden betaler 14,3 mio. kr., REDA (Refshaleøens ejendomsselskab): 5,2 mio. kr. og endelig lægger Wonderful Copenhagen 7,35 mio. kr. i kassen. Dermed bliver den samlede udgift for musikfesten på næsten 247 mio. kr.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002