Kontakt os






 

DR må gerne sige 'Falckredder'
Tirsdag 8. maj 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Falck er et privat firma, men udtrykket 'Falckredder' må gerne benyttes i DR - og det er ikke skjult reklame. Selv om der måske er tale om en 'ambulanceredder' fra et konkurrerende selskab. Det har Radio- og tv-nævnet afgjort.
Radio- og tv-nævnet modtog i januar en klage over, at DR igen og igen bruger begrebet 'Falckredder' i nyhedsudsendelserne og på tekst-tv, og dette kunne - efter klagerens opfattelse - betragtes som skjult reklame for Falck.

”DR anvender udtrykket, uagtet at en tredjedel af Region Sjælland ikke dækkes af Falck-koncernen, men af Roskilde Brandvæsen. Det må altså hedde 'ambulanceredder', og derfor giver DR Falck skjult reklame,” mente lytteren, der selv bor i Næstved.

Radio- og tv-nævnet har haft Dansk Sprognævn med inde over i behandlingen af sagen, og sprogfolkene nåede bl.a. frem til, at ordet 'Falckredder' har optrådt 605 gange i mediedatabasen Infomedia de seneste fem år, mens ordet 'ambulanceredder' kun har forekommet i 72 artikler.

I sin afgørelse når nævnet derfor frem til, at DR ikke har trådt ved siden af reglerne om skjult reklame.

”Eftersom det, ifølge Sprognævnet, ikke er usandsynligt, at begrebet 'Falckredder' har en vis udbredelse som generisk betegnelse, er det tvivlsomt, hvorvidt der ved anvendelsen af udtrykket overhovedet kan være tale om en fremhævelse af Falck. Herefter – og ud fra en konkret vurdering af den form, hvori udtrykket indgår i indslaget, finder Radio- og tv-nævnet, at der ikke er tale om en uberettiget fremhævelse af Falck,” hedder det i nævnets vurdering.

Ordet 'Falckredder' er i øvrigt også optaget i ’Den Danske Ordbog’, hvoraf det fremgår, at det er "en person der udfører redningsarbejde i redningskorpset Falck" - og at man selv kan vælge, om man vil skrive det med stort eller med lille.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002