Kontakt os






 

Ingrid er død
Onsdag 9. oktober 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fra 1966 til 1976 var Ingrid Skovgaard Raben en af de mest populære tv-værter i DR. Hun var vært for børneprogrammet 'Ingrid og Lillebror' - senere 'Kikkassen' - sammen med dukken 'Lillebror'. Nu er Ingrid Skovgaard død.


Det var slet ikke meningen, at Ingrid Skovgaard skulle i tv, og faktisk var hun i første omgang bestemt ikke med på idéen, skriver DR Kultur på sin hjemmeside.

Men spørger man Thorkild Demuth, der var producer på 'Ingrid og Lillebror', var Ingrid fænomenal på skærmen. Hun var nemlig fuldkommen sig selv og nægtede at gå på kompromis med det, hun stod for.

"Ingrid var en varm kvinde, men samtidig havde hun sine bestemte meninger. Programmet skulle være god og seriøs underholdning for børn. Det skulle være perfekt, hvis hun skulle lave det. Hun ville ikke lave sig om, fordi hun var i fjernsynet. Hun var en modvillig stjerne," siger han til DR Kultur.

'Ingrid og Lillebror' blev en kæmpe succes i Danmark.

Programmet blev sendt direkte og uden forudgående prøver, og som seer kunne man opleve, hvordan Ingrid og Lillebror kæmpede for åben skærm om, hvordan programmet skulle være.

Bob Goldenbaum, der lagde stemme til 'Lillebror', var ifølge Thorkild Demuth mest ude på at sige en sjov bemærkning, mens Ingrid forsøgte at trække det i den seriøse retning, skriver DR Kultur videre.

Mogens Vemmer, tidligere B&U-chef i DR, fortæller til P1-programmet Kulturnyt, at dét der bare skulle være rammen om nogle film, som DR havde købt ude i verden, dét blev efterhånden til at seerne oplevede, at de havdet set 'Ingrid og Lillebror' i en halv time, men i virkeligheden var det højst fem minutter.

På trods af den store succes, som programmet fik, valgte Ingrid Skovgaard alligevel på et tidspunkt at stoppe. Med dags varsel.

Mogens Vemmer fortæller hvorfor: "Hun havde stiftet familie. Så på et tidspunkt stod hun i et supermarked, og børn kom jo altid hen til hende: "Hej Ingrid" osv. Og så havde hendes barn sagt til hende: "Mor, du er ikke min mor. Du er alle børns mor". Så ringende hun samme aften til DR og sagde, at hun ikke kom mere".

Ingrid Skovgaard vendte aldrig tilbage til fjernsynet, og har heller aldrig givet interviews til aviser eller blade.

Hun døde i går i en alder af 75 år efter fire års kræftsygdom.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002