Kontakt os






 

DRs børne-tv hædret på nordisk tv-festival
Tirsdag 17. juni 2003
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR løb med 4 ud af 6 tv-priser og den såkaldte hjertepris, da børne-tv-producenter fra Norge, Sverige, Finland, Færøerne, Island og Danmark i den forgangne uge mødtes i Ebeltoft til Nordisk Barne-TV Festival 2003 for 3. gang. Særligt godt klarede Tina Svendsen (billedet) sig.
På Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft blev der holdt foredrag og workshops og vist mere end 70 forskellige programmer, inden der blev uddelt priser til de, der efter deltagernes mening, havde produceret de bedste fakta-, drama- og magasinprogrammer for henholdsvis 3-7-årige og 8-12-årige.

Tina Svendsen fra DR fik prisen for "Bedste faktaprogram for børn 8-12 år" for udsendelsen "Den Anden Vej", der er en dokumentarfilm om den 12-årige Niki, hvis far var rocker og blev myrdet. På festivalen fik programmet også Hjerteprisen for at være dét program, der havde berørt deltagerne mest.

"Ved at få den nordiske pris har "Den Anden Vej" nu fået alle de priser, der er at vinde i denne kategori i verden. Tidligere har udsendelsen vundet Prix Jeunesse i München og den østeuropæiske pris, Prix Danube. Det er utrolig flot," fremhæver chefen for B&U Små Børn, Preben Vridstoft.

Tina Svendsen tog også prisen - sammen med Signe Lindkvist - i kategorien "Bedste faktaprogram for småbørn 3-7 år". Her gik palmerne til programmet "Skrål", hvor 5-6-årige børn skriver musik, laver musikvideoer og arbejder sammen med musikeren Halfdan E.

Derudover fik DR prisen for "Bedste dramaprogram for børn 3-7 år" for Rikke Hallunds "Mira og Marie", som er en tegnefilm om elefanten Mira og hesten Marie, og magasinprogrammet "Junior" med Liv Michelsen som vært blev kåret som "Bedste magasinprogram for børn 8-12 år". Her var begrundelsen blandt andet, at programmet formår at forny billedsproget og er i øjenhøjde med børnene.

"Jeg er glad og stolt over, at DR var dén kanal, der fik flest diplomer og statuetter med hjem, og at DR fortsat markerer sig med "verdens bedste børne-tv", som vi siger. Jeg mener, forklaringen er, at vi har fornyet os, samtidig med at vi har beholdt nogle af de klassiske dyder," siger Preben Vridstoft.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002