Kontakt os






 

Er de stadig på røven i Nakskov?
Tirsdag 16. august 2016
Af Redaktionen
 
Sidste forår skabte TV 2 heftig debat både med og om dokumentarserien 'På røven i Nakskov'. En serie, der viste hverdagen hos familier, der lever på kanten af samfundet i dårlige boliger og på kontanthjælp. Torsdag har TV 2 premiere på det første af fire nye programmer, hvor man igen følger Ib og alle de andre, der var med i første sæson af 'På røven i Nakskov'.
"Jeg er super glad for, at vi har fået lov til at følge de fantastiske familier fra Lolland igen. Det er unikt, at vi over to sæsoner får et indblik i et liv, som de færreste nok kender til. Jeg håber, det kan være med til at skabe en masse debat om, hvordan det er at leve under trange kår - og hvad der skal til for at komme videre," siger TV 2-redaktør Nikolaj Daugberg.

Der er nemlig sket meget, når TV 2 vender tilbage efter et år vender tilbage til familierne. Fordi man er på røven, behøver man ikke hænge fast der, skriver TV 2 i dag i en pressemeddelelse.

De store børn, der nu er unge voksne, bryder med familiemønsteret og stræber efter et liv med uddannelse og arbejde. De voksne slås stadig for familien og for kærligheden, mens de forfølger nye drømme og nye muligheder.

"Sidst blev vi beskyldt for at stigmatisere folk fra Nakskov og bygge fordomme op. Det er jeg uenig i. Og i den nye sæson viser familierne da også for alvor, at de har handlekraft videre i deres liv. Der er naturligvis ikke let at løfte sig, når livet er allermest svært. Men det er livsbekræftende at opleve, at det faktisk godt kan lade sige gøre," siger Nikolaj Daugberg.

I de fire nye programmer 'Stadig på røven?' vil seerne igen kunne møde fiskeren Ib og hans søn Nicolai, der boede med fugten drivende ned ad væggene. De er begge på vej til noget nyt - Nicolai skal være sømand, og Ib søger kærligheden i Afrika.

Kenneth og Irene var syge og forgældede og gik fra hinanden. Men nu har Irene fået kræfter til at studere, og Kenneth ser ind i sig selv og genfinder kærligheden. Og deres datter Julie har store drømme om at blive verdenskendt konditor som dem fra tv.

Louise bor med sin stedfar og fritterne i det hus, de var tæt på at miste. De savner Louises afdøde mor og må leve med psykisk sygdom. Men Louise kæmper for sit. Og hun springer ud som forfatter af Harry Potter-fan-fiction.

Seerne vil også kunne møde serbiske Branko og hans kæreste Caty. Efter to år bag tremmer er Branko ude af fængslet og fri af kriminalitet - siger han. For Branko og Caty vil have Brankos datter hjem fra familiepleje.

Der er premiere torsdag den 18. august kl. 20.00 på TV 2.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002