Kontakt os






 

Pris til 'Troldspejlet'
Fredag 10. februar 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Da den officielle danske prisuddeling for computerspil, Danish Game Awards 2012, torsdag aften fandt sted i København, blev værten Jakob Stegelmann og holdet bag ’Troldspejlet’ hædret, ”fordi de har gjort sig særligt bemærket i den danske spilverden”, som det hed.

Om redaktionen bag ’Troldspejlet’ er ved muffen, melder historien ingenting om, men nu har den i hvert fald fået en MUF-pris.

MUF-prisen bliver uddelt af Multimedieforeningen, der samler spiludviklere og spildistributører i Danmark og også står bag Danish Game Awards.

"'Troldspejlet' har om nogen været en fair og tro evangelist for computerspil gennem mange år - og de slækker aldrig på kvaliteten,” hed det blandt andet i motiveringen.

Jakob Stegelmann glæder sig selvsagt over prisen:

"Danish Game Awards-prisuddelingen er skabt af ægte entusiasme og pionerånd af folk, der forstår, hvor vigtig en del af vores kulturliv, computerspillet er, og hvor alvorligt spilskaberne tager deres opgave. Både jeg og ’Troldspejlet’s øvrige redaktion, der har en stor del af æren, er meget stolte,” siger han.

’Troldspejlet’ har formidlet børnekultur, film, spil og børnelitteratur i 23 år på DR TV, og udsendelsen bliver sendt hver lørdag klokken 11.40 på DR1 og derefter tre gange på DR Ramasjang.

Det er anden gang på under et år, at Jakob Stegelmann får en pris. I april sidste år fik han Klods Hans-prisen af Selskabet for Børnelitteratur, IBBY, for at have gjort en særlig indsats for børne- og ungdomslitteraturen.



Foto: Jakob Stegelmann har efterhånden vært vært for 'Troldspejlet' i 23 år. (Fotograf: Ulla Voigt)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002