Kontakt os






 

Terrorlov skal gælde for medier
Tirsdag 18. september 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Med direkte henvisning til den kurdiske tv-station Roj TV vil kulturministeren skrive ind i den danske radio- og fjernsynslov, at medier der fremmer terrorisme, kan få frataget deres sendetilladelse.
Kulturminister Uffe Elbæk (RV) vil have skrevet ind i radio- og fjernsynslovens første paragraf, at radio- og tv-programmer, "ikke på nogen måde må fremme terrorisme".

Derfor har han iflg. dagbladet Arbejderen sendt et udkast til en ny radio- og fjernsynslov i høring hos 135 organisationer, der har frist til den 8. oktober til at komme med deres bemærkninger.

Lovforslaget blev allerede bebudet i kølvandet på sagen mod den kurdiske tv-station Roj TV, som sender fra Danmark. Den danske regering havde anlagt sagen, men selvom Roj TV blev dømt for at lade den kurdiske oprørsbevægelse PKK komme for meget til orde, kunne Roj TV ikke fratages sendetilladelsen, fordi det er radio- og tv-nævnet, der udsteder og inddrager sendetilladelser.

Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard frygter, at den nye terrorbestemmelse vil skabe en gråzone, hvor ytringsfriheden risikerer at komme i klemme.

"Man skal være meget forsigtig med at lave den slags gråzoner, som kan være med til at indskrænke pressefriheden. 'Terrorisme' er et utroligt vidt begreb. Hvad ligger der i det? Og hvornår fremmer et medie terrorisme? Disse uklarheder er et problem. Det er en gummibestemmelse, som åbner op for et hav af fortolkninger, som kan misbruges af myndighederne til at stække medierne. Især fordi det kan have alvorlige konsekvenser for et medie at overtræde loven - nemlig at få frataget sin sendetilladelse," siger Mogens Blicher Bjerregaard til Arbejderen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002