Kontakt os






 

USA: Reality-tv er giganternes nye reklamesøjle
Torsdag 9. juni 2005
Af Thomas Nielsen
 
Det ene store firma efter det andet står i kø for at være med i USAs reality tv-serier. De er blevet populære i en tid, hvor folk i stigende grad hopper over reklamerne.
Hvor serien 'Hyret eller fyret' er faldet til jorden i Danmark, har den i USA ført til et helt boom, hvor virksomheder falder over hinanden for at være med, skriver Berlingske Tidende.

Da ejendoms- og kasinomagnaten Donald Trump startede i 'The Apprentice', som serien hedder i USA, handlede episoderne ofte om Trumps egne forretninger. For eksempel skulle konkurrenterne sælge hans brand af mineralvand. Men snart blev konceptet udvidet, og diverse firmaer indgik aftaler om at definere opgaver, som Trumps minimoguler kunne kappes om at løse.

Det samme gør de med f.eks. 'The Scholar' - hvor unge talenter konkurrerer om et stipendium til at studere for. Her har virksomheden Wal-Mart meldt sig som medsponsor. Og detailkæden Sears har haft stor succes med at sponsorere et før-og-efter show ved navn 'Extreme Makeover - Home Edition' - lav dit hjem ekstremt om. Det siger sig selv, at det bliver gjort ved hjælp af udstyr indkøbt i netop Sears.

I det hele taget er der sprunget en hel underskov af business reality-tv op. Ikke blot er der en ny version af 'The Apprentice' på vej med livsstilsfænomenet Martha Stewart, men amerikanske tv-seere kan også se frem til 'Hell's Kitchen' - helvedeskøkkenet - med den britiske mesterkok Gordon Ramsay, som skal åbne restaurant i Los Angeles. Her konkurrerer en række håbefulde stjernekokke om at komme til at arbejde for ham.

Deltagelse i eller sponsorering af erhvervs-tv af denne type har appel til virksomhederne, fordi flere og flere tv-seere benytter sig af ny teknologi til at skippe tv-reklamerne.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002