Kontakt os






 

Venstre afviser radikalt medieudspil
Fredag 9. september 2005
Af Thomas Nielsen
 
Det radikale forslag om at styrke public service-tv og samtidig give kommercielle stationer ret til reklamebreaks i digitalt tv, får en hård kritisk afvisning af Venstres medieordfører Jens Rohde.
Det ligner en kold skulder fra Venstre til de radikale. Det omfattende radikale medieudspil til næste medieforlig får i hvert fald ingen ros fra Venstres medieordfører.

Særligt forslaget om at give de kommercielle tv-stationer bedre vilkår i det digitale tv-sendenet med mulighed for reklameafbrydelser - mod til gengæld at styrke DR og stille højere krav til TV 2 - afvises, ifølge Berlingske Tidende, kategorisk:

"Det siger lidt om de radikale virkelighedsforhold. Du kan jo ikke kaste TV 2 ind i en digital konkurrence-situation og så lave en lovgivning for TV 2 og en anden lovgivning for andre", siger Venstres medieordfører, Jens Rohde, der hverken vil være med til at stille nye skrappere public service-krav til TV 2 eller lade andre kommercielle tv-kanaler som TV3 og Kanal 5 få lov til at operere i Danmark på de samme reklamevilkår, som de allerede i dag virker under ved at sende til Danmark fra London:

"Med det digitale tv-sendenet kommer alle ind under dansk lovgivning. Det gælder selvfølgelig for både TV 2, TV3 og Kanal 5. Ellers er TV 2 færdige", siger Jens Rohde, der afviser de radikales tro på, at TV 2 godt kan fastholde de nuværende høje seertal, hvis de som de eneste blandt de kommercielle tv-stationer i det digitale sendenet sender film uden reklameafbrydelser.

"Der bliver ikke breaks på det digitale tv-sendenet. Sådan er det. Og det må TV3 og andre rette sig ind efter", fastslår Jens Rohde, der tillige mener, at der er stillet tilstrækkeligt høje krav til kvaliteten på TV 2, og at de radikale derfor ikke skal gøre sig håb om at få indskrevet nye kvalitetskrav til TV 2, hvis de siger ja til privatisering af tv-stationen.

Jens Rohde afviser samtidig kategorisk de radikales forslag om obligatorisk husstandslicens og mener ikke tv via internettet eller på mobiltelefonen truer licenssystemet - selv om der i dag ikke er krav om licensbetaling på de nye medieplatforme.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002