Kontakt os






 

'Girls' vender tilbage i sæson 3 på HBO
Fredag 15. november 2013
Af Karsten Jensen
 
Lena Dunhams Golden Globe-vindende komedieserie vender tilbage med nye afsnit til januar. ‘Girls’ er en moderne coming-of-age serie, der følger en række unge kvinders liv og færden i New York.


‘Girls’ er centreret omkring Hannah Horvath (Dunham), en kompleks karakter, der er tynget af bekymringer, usikkerhed og uvidenhed i forbindelse med, at hun efterhånden er kommet et godt stykke op i 20’erne. I den nye sæson er pigerne alle blevet en smule ældre og klogere, men de slås dog stadig med dagligdagsproblemerne forbundet med at være ung og (forholdsvist) selvstændig i den ofte skræmmende metropol.

I starten af sæson 3 er Hannah nu i et fast forhold med Adam (Adam Driver). De plejer deres to-somhed i Hannahs lejlighed, hvor Adam efterhånden er blevet fast inventar. Hannah arbejder også på at få kickstartet karrieren som forfatter og få afleveret sin e-bog til den excentriske forlægger.

Samtidig slikker Marnie (Allison Williams) sårene efter det pludselige og traumatiske brud med Charlie. Hun arbejder nu målrettet på at opnå det liv, som hun higer efter og selv føler, at hun fortjener. Shoshanne (Zosia Mamet) er også tilbage i singlelivet. Hun er efterhånden ved at have færdiggjort sine studier og planlægger i øvrigt (i det mindste på papiret) en balanceret tilværelse med plads til både fest og eksamenslæsning.


Jessa (Jemima Kirke) er tilbage i et afvænningsprogram, hvor det igen lykkes hende at få involveret sig på både godt og ondt i de mennesker omkring hende. I denne omgang er det et kompliceret venskab med en flamboyant faderfigur.


‘Girls’ havde premiere i 2012, hvor serien høstede mange roser og hurtigt fik oprettet en stor og dedikeret fanskare. I år modtog ‘Girls’ fem Emmy-nomineringer og vandt to Golden Globe Awards for bedste tv-serie (komedie) og for bedste skuespillerinde i en tv-serie (komedie).

‘Girls’ er skabt af multitalentet Lena Dunham, der både skriver, producerer og spiller hoverollen som Hannah. Udover Dunham, er serien produceret af Judd Apatow (This is 40, Bridesmaids), Jenni Konner (Help Me Help You) og Ilene S. Landress (Mildred Pierce, The Sopranos).



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002