Kontakt os






 

Det mener andre om os: Danskerne er middelmådige flokdyr uden ambitioner
Tirsdag 1. juli 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Sommeren står for døren og udenlandske turister fylder godt forskellige steder i Danmark. Men hvad tænker udlændinge egentlig om os? Det undersøger DR K i sommerserien 'Sådan er danskerne', hvor danskerne bliver taget grundigt ved vingebenet.


'Sådan er danskerne' på DR K handler om udlandets syn på os før og nu, og resultatet er mere nedslående, end vi måske går rundt og tror.

Allerede i 1692 skrev englænderen Robert Molesworth en berømt og berygtet bog om Danmark, hvor han betegner danskerne som middelmådige flokdyr helt uden fantasi og ambitioner. Og forfatter William Hurton, undrede sig allerede i 1851 over danskernes lykkefølelse: "De hævder stædigt at deres land er det bedste, lykkeligste og mest vidunderlige land på jorden."

Vores mad, byer, landskaber, sex- og alkoholvaner får også drøje hug. Og er Kongehuset virkelig så stor en turistattraktion, som der påstås?

I de tre programmer går den engelske journalist og forfatter Michael Booth i de gamle forfatteres fodspor, bevæbnet med humor og indsigt efter 15 års ophold i Danmark. Booth er aktuel med bogen 'Der er et lykkeligt land' om Danmark og Skandinavien og spørger, hvor meget danskerne egentlig har forandret sig siden Molesworths dage.

Booth får hjælp af andre udlændinge, som bor i Danmark og kender os godt. Måske al for godt. Det er bl.a. direktør for Distortion-festivalen Thomas Fleurquin fra Frankrig, designeren Boris Berlin fra Rusland, debattør og konsulent Xin Xin Ren Gudbjornsson fra Kina, blogger og forfatter Sharmi Albrechtsen fra USA samt leder af Børnefilmfestivalen Buster, Füsun Eriksen fra Tyrkiet.

'Sådan er danskerne' sendes i tre afsnit. Første afsnit sendes tirsdag den 9. juli kl. 21.00 på DR K.


Udvalgte citater fra 'Sådan er danskerne':

"De fleste udlændinge har svært ved få danske venner. Det er som om, danskerne finder deres venner inden de bliver 20, og så holder de sig til dem resten af livet." (citat Michael Booth)

"Den danske hygge kan nogle gange føles kvælende for udlændinge. Hygge-ritualet handler om at tale om ting, der ikke er al for kontroversielle. Det handler altid om, hvad du lavede i din ferie, og hvor meget den flaske vin koster, og hvor var det hyggeligt sidste gang." (citat Michael Booth)

"Danskere ser på sex som en naturoplevelse. Derfor er sex måske også lidt kedelig i Danmark. Der er ikke så meget erotik i luften, men så kan man til gengæld sidde og snakke om dildoer ved middagsbordet." (citat Thomas Fleurquin, direktør for Distortion)

"Danskerne er født med en sløv krop og en træt sjæl." (citat Robert Molesworth)


Foto: Hvad tænker udlændinge egentlig om os? Det undersøger DR K i sommerserien, 'Sådan er danskerne', hvor Danmark og danskerne bliver taget grundigt ved vingebenet. (Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002