Kontakt os






 

Politiet tager kvælertag på Roj TV
Tirsdag 28. september 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Statsadvokaten har lukket den kurdiske satellitstation Roj-tv’s bankkonti og konfiskeret alle pengene. Stationen er dermed ikke i stand til at betale husleje og løn til sine ansatte, og risikerer derfor at måtte lukke om kort tid.

Da fem civilklædte politifolk den 30. august ransagede Roj-tv’s lokaler i København konfiskerede de kassevis af regnskaber og computere, og desuden fik politiet Danske Bank til at indefryse samtlige økonomiske midler tilhørende tv-stationen - ligesom alle konti blev lukket øjeblikkeligt. Det oplyser Modkraft.dk.

Det skete alt sammen som et led i Statsadvokatens sag mod den kurdiske satellitstation, der siden 2004 har haft sendetilladelse i Danmark, og som beskyldes for at udøve terrorvirksomhed.

Tv-stationen er nu så hårdt presset økonomisk, at der hverken kan udbetales løn til de godt 100 ansatte, betales for huslejen eller for produktionsudgifter.

"Når sagen engang kommer for retten, så er det slet ikke sikkert, at der er noget der hedder Roj-tv til den tid. Vi risikerer, at må lukke stationen om en måned eller to, da vi ingen penge har," siger stationen direktør, Imdat Yilmaz, til Modkraft. Der er endnu ikke udfærdiget et anklageskrift mod Roj-tv.

"Der er mange i det kurdiske miljø, som gerne vil støtte os økonomisk. Men politiet har sagt, at de også vil konfiskere eventuelle indsamlingspenge. Konsekvensen kan blive, at vi må lukke inden retssagen, hvis ikke vores konti åbnes igen. Det tegner ikke godt," siger Imdat ilmaz videre.

Roj-tv overvejer nu at anlægge retssag for at få prøvet beslaglæggelsen af Roj-tv's penge ved retten.

Roj-tv har tre gange fået undersøgt sin udsendelsesvirksomhed af Radio- og tv-nævnet, og hver gang har nævnet afgjort, at udsendelserne ligger indenfor lovens rammer og indenfor den i Danmark tilladte ytringsfrihed. Men alligevel har Statsadvokaten besluttet at rejse tiltale mod den kurdiske tv-station.

"Vi interviewer begge sider i den tyrkisk-kurdiske konflikt, men det er jo kun naturligt, når vi er en kurdisk tv-station. Vi laver ikke og ønsker heller ikke at lave propaganda eller opfordre til vold og terror. Vi laver nyheder, børneudsendelser og kulturprogrammer. Men hvis man virkelig mener, at vi har gjort noget ulovligt, hvorfor så ikke retsforfølge de ansvarlige?", spørger tv-direktøren.

Ifølge Imdat Yilmaz er årsagen til den danske kovending i sagen, at Danmark havde brug for Tyrkiets opbakning til den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussens, som kandidat til jobbet som generalsekretær for NATO.

Prisen for den tyrkiske støtte til Fogh Rasmussen var lukningen af Roj-tv, mener direktøren. En holdning som desuden deles af flere andre iagttagere, skriver Modkraft.dk.

I Tyrkiet er tv-stationen forbudt og landets myndigheder mener, at Roj-tv er part i konflikten mellem det kurdiske mindretal og militæret.

Modkraft.dk skriver videre, at den aktuelle sag bl.a. bygger på fotomateriale og hemmelige lydoptagelser foretaget af stationens tidligere direktør; materiale som direktøren gik til politiet med. Den tidligere direktør, der nu optræder som hovedvidne mod sin tidligere arbejdsplads, blev fyret fra Roj-tv i 2008, da han ikke kunne redegøre for flere hundrede tusinde kroner, som var forsvundet fra tv-stationens kasse.

Tidligere i år afgjorde retten i Lyngby, at den tidligere direktør skal tilbagebetale 485.000 kroner til Roj-tv.

Imdat Yilmaz kan ikke lade være med at tænke på, om den tidligere direktør måske har samarbejdet med en eller flere efterretningstjenester.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002