Waldo Salomón, formand for Salvador Allende-gruppen i Danmark, er rasende over den underlødige og sensationsliderlige måde, som Aftenshowet på DR1 og Go'aften Danmark på TV 2 har behandlet tragedien med 33 indespærrede minearbejdere i Chile på. Han mener, at der går reality-show i dækningen i de to programmer.
"I programmerne bliver en psykiater spurgt, om det mon ikke kan tænkes, at minearbejderne går amok på hinanden, efterhånden som tiden går. Med slet skjult sensationslyst fortæller psykiateren, at alt kan ske, når mænd bliver spærret inde – med forventningsfulde gys og håb (?) om, at det nok skal gå galt," lyder det fra Waldo Salomón.
Han er godt træt af, at DR og TV 2 næsten laver en parodi ud af ulykken i Chile; noget der nærmest skal ligne en psykologisk thriller. Han kalder dækningen for 'ugebladsjournalistik'.
Waldo Salomón refererer, at en deltager i 'Go’ aften Danmark' udtaler, at det er noget af det mest spændende, han i sit liv har oplevet. Én taler om, hvor ulækkert det er med beskidte mænd, som ikke engang kan få børstet tænder – og så videre.
Waldo Salomón hæfter sig også ved, at de danske medier overhovedet ingen interesse havde for sammenstyrtningen i minen, da den skete den 5. august. De danske medier begyndte først at interesse sig for sagen, da miraklet skete, og man fik kontakt med de 33 minearbejdere. Så blev det jo rigtigt 'spændende'.
|