Kontakt os






 

DR mindes Thomas Koppel
Torsdag 2. marts 2006
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Både DR1 og DR2 mindes de kommende dage et af Danmarks store musikalske genier, komponist og musiker Thomas Koppel fra Savage Rose, der døde pludseligt sidste weekend i Puerto Rico. Bl.a. genudsender DR1 søndag Jørgen de Mylius' portrætprogram fra 1996.
Da Savage Rose i slutningen af 60’erne holdt deres indtog på den danske musikscene, var der ikke mange, der i første omgang lagde ører til den nye og eksperimenterende musikform, som Thomas Koppel stod bag. Bortset fra DRs Jørgen de Mylius. Han lancerede gruppen i sine radioprogrammer på P3 - og Savage Rose var pludselig noget, som alle lyttede til.

”Det glemte Thomas aldrig. Han var et utroligt loyalt og betænksomt menneske. Så da det kom på tale, at DR skulle producere et program i anledning af Savage Roses 25 års jubilæum, bad Thomas Koppel om, at jeg skulle producere programmet. Det tog jeg som en stor ære og klap på skulderen”, fortæller Jørgen de Mylius.

Programmet blev et meget tæt og personligt portræt af Savage Rose - og først og fremmest af gruppens to drivende kræfter, Thomas Koppel og Annisette. En hyldest til gruppen, der stod midt i deres folkelige comeback netop på det tidspunkt for 10 år siden, da programmet blev sendt første gang.

I programmet, som DR1 genudsender på søndag 5. marts kl. 22.00, får seerne et fascinerende indblik i gruppens arbejde med Thomas Koppels sange og ideer gennem 25 år - og Annisettes unikke stemmepragt, der har imponeret folk fra hele verden. Der er smagsprøver på såvel de store hits fra den første tid ’A Girl I Knew’ og ’Evenings Child’, der er klip fra Koppels legendariske ballet ’Dødens Triumf’ videre gennem de politiske indspilninger frem til deres brag af en fodboldsang ’Når lysene tændes i Parken’ og deres store bag af et rock’n roll come-back i 90’erne.

På DR2 har man ryddet en hel temaaften for at hylde Thomas Koppel. På tirsdag, 7. marts kl. 20.30, kan seerne komme med på en musikalsk rejse gennem Thomas Koppels og Savage Roses verden. Nye interviews med folk omkring Thomas Koppel og klip fra DRs arkiver bliver en stor del af dette DR2 Tema, hvor der er klip helt tilbage fra dengang Thomas Koppel som 17-årige fik opført sin opera 'Historien om en moder' på Det kongelige Teater.

I løbet af aftenen vil seerne blive ført gennem hele Thomas Koppels karriere og vil via arkivklippene møde både Thomas Koppels familie, hans forældre, brødre og søstre, kolleger og naturligvis hans livs store kærlighed, Annisette, som han levede og arbejdede med lige fra Savage Rose startede i slutningen af 60’erne og indtil i lørdags, hvor Thomas Koppel pludselig døde i en alder af bare 61 år.

”Thomas Koppel - en musikalsk rejse” hedder temaaftenen, hvor der også er koncertoptagelser fra Savage Rose’s optrædender i Danmark og klip fra andre produktioner, bl.a. den legendariske ballet ”Dødens Triumf”.

Aftenen slutter med udsendelsen ”De utæmmelige” fra 1999, hvor Thomas Koppel og Annisette inviterer indenfor i deres hjem i Los Angeles, hvor parret boede i en årrække. Her genoptog de forbindelser, som de knyttede mere end 30 år tidligere. Og det inspirerede parret til en af deres bedste plader ’Tameless’. I programmet fortæller Thomas og Annisette bl.a. om den dybt personlige årsag til deres flytning, og hvordan de fandt inspiration til tekst og musik i Los Angeles’ etniske heksekedel. Desuden tages seerne med i pladestudiet, hvor der er smagsprøver på et stort udvalg af numre fra pladen.

Også DR Radio mindes Thomas Koppel - se mere på radionyt.com


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002