Kontakt os






 

Viden Om tilbage med Ann Marker
Tirsdag 22. august 2006
Af Karsten Jensen
 
Nu vender DR2’s naturvidenskabelige magasin ’Viden Om’ tilbage fra sommerpause, med Ann Marker som ny vært. Desuden har ’Viden Om’ benyttet pausen til at videreudvikle konceptet for det populære program.
Ann Marker er i front, når DR2’s naturvidenskabelige magasin ’Viden Om’ den 29. august vender tilbage fra sommerpause. Ann Marker er i forvejen kendt af seerne fra jobbet som meteorolog på TV-Avisen.

Netop Ann Markers faglige baggrund som cand.scient. i geologi og hendes efterfølgende fire år som tv-meteorolog gør hende til et naturligt valg som ny vært på det populære naturvidenskabelige magasinprogram.

"Ann Marker er den helt rigtige vært, fordi hun kombinerer en skarp, faglig profil med evnen til at formidle videnskabeligt stof troværdigt," siger redaktionsleder Rasmus Visby fra ’Viden Om’-redaktionen.

"Jeg glæder mig selvfølgelig meget. At formidle gode og relevante naturvidenskabelige historier er en drømmeudfordring, når man dels er uddannet geolog og dels har en stor naturvidenskabelig interesse og nysgerrighed," siger Ann Marker selv.

Redaktionen bag Viden Om har samtidig benyttet sommerpausen til at videreudvikle programkonceptet, så seerne fremover får endnu mere skarp og aktuel videnskabelig formidling for licenskronerne.

"Vi skal selvfølgelig stadig tage udgangspunkt i den grundlæggende fascination af videnskaben og dens muligheder. Viden Om skal også som hidtil formidle entusiasme for den naturvidenskabelige verden og give seeren lyst til en dybere forståelse af videnskaben og dens rolle, på en måde som er let tilgængelig for alle danskere.

Men vi har justeret vores koncept en anelse, bl.a. for at blive endnu bedre til at fange de mest aktuelle videnskabelige problemstillinger, og fortælle dem klart og medrivende," forklarer Rasmus Visby.

Ann Marker tilføjer: "Viden Om vil derud, hvor tingene sker i den videnskabelige verden - hvor forskerne arbejder, hvor opdagelserne gøres. Vores ambition er klart at give seerne en rigtig hands-on oplevelse omkring den nyeste forskning og forskellige videnskabelige debatter og landvindinger, med kraftigt fokus på den brede samfundsmæssige relevans.

Men der skal selvfølgelig også stadig være plads til de helt store, videnskabelige historier, der altid er aktuelle alene i kraft af at være helt grundlæggende."

"Vi er heller ikke bange for at gå i lag med rigtig ’hard science’, så længe vi kan fortælle det som en skarp og nødvendig historie, ligesom det vil være naturligt for os at tage afsæt i aktuelle etiske og politiske debatter om videnskab. Derfor er det også et virkeligt aktiv at have Ann som vært, fordi hun både har en solidt faglig fundament at formidle ud fra, en smittende begejstring for naturvidenskab og en naturlig gennemslagskraft som vært," slutter Rasmus Visby.

De to første programmer efter sommerpausen:

Viden Om - kosmisk klister
DR2 tirsdag den 29. august klokken 20:
Når man kigger ud i universet, ser man kun en sjettedel af det stof, der findes. Resten er mørkt, nærmest usynligt stof. Det har været der siden tidernes morgen - siden The Big Bang - og det er med til at holde sammen på galakserne. Tyngdekraften fra det mørke stof er en slags kosmisk klister og en afgørende brik i universets historie. Viden Om tager seerne med på en kosmisk rejse i den mørke, men kæmpestore del af universet.

Viden Om - langt på literen
DR2 tirsdag den 5. september klokken 20:
Verdens mest økonomiske bil kører over 800 kilometer på literen og sender blot rent vand ud gennem udstødningen. Og så er den oven i købet bygget i Danmark.

En flok entusiastiske ingeniørstuderende fra Danmarks Tekniske Universitet har designet og bygget den ultimative superøkonomiske bil.

Viden Om er taget til verdensmesterskabet i økonomikørsel i Sydfrankrig, hvor programmet følger det danske holds kamp for at vinde mesterskabet og ser på teknikken inden i de små økonomibiler.

Læs mere:
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=12953
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=13211


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002