Kontakt os






 

DR har eksportsucces i Sverige
Onsdag 12. juli 2006
Af Karsten Jensen
 
Det er ikke kun DR1's seere, der snart har udsigt til igen at skulle se Mads Skjern, Misse Møhge, Fede, Røde og Laura i 'Matador'. Også svenskerne kan nu vente sig et gensyn med den populære serie, der havde dansk premiere tilbage i 1978.
DR Salg har netop solgt en dramapakke til det svenske TV4, og udover at tv-stationen nu har genkøbt samtlige afsnit af 'Matador', har den også sikret sig retten til at vise alle 32 afsnit af 'Rejseholdet' igen.

"Det er et glædeligt sommersalg og godt at se, at også DR-serier med nogle år på bagen fortsat kan sælge. Faktisk er det ikke usædvanligt, at udlandet også interesserer sig for nogle af vores lidt ældre ting - især på dramafronten," siger chefen for DR Salg, Helene Aurø.

'Matador' har tidligere blandt andet været vist i Australien, Bosnien-Hercegovina, Holland, Island, Sverige, Norge, Estland, Letland og Litauen.

I forvejen er svenskerne også i gang med at se DR-serierne 'Krøniken' og 'Ørnen', som den svenske public service-station SVT for øvrigt er med til finansiere.

La Cour og Fischer fra 'Rejseholdet' lader sig muligvis også snart vise på tv-skærme øst for os. DR Salg er for øjeblikket i forhandlinger med tv-stationer i Østeuropa, der ønsker at købe DR-dramaserier som 'De udvalgte', 'Edderkoppen' og 'Rejseholdet'.

DR1 viser 'Matador' igen fra efteråret.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002