Kontakt os






 

TV 2 sender valgaften i ny 3D-teknik
Torsdag 15. september 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Når Lotte Mejlhede og Jes Dorph-Petersen skal fortælle de store valghistorier og formidle de første valgresultater til danskerne på TV 2 og NEWS, bliver det med hjælp fra nyskabende og igennem 6 måneder planlagt virtuel 3D-grafik, der er udviklet i samarbejde med BBC.


Der er meget på spil for Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, når kampen om statsministerposten afgøres i aften. Også på TV 2 er der noget på spil, når slaget om seerne skal slås. Valgaftenen på TV 2 bliver nemlig med virtuel 3D-grafik, som er et nyt element i TV 2s valgdækning.

TV 2s seere vil bl.a. kunne opleve, at alle ni partiformænd og -kvinder træder ud på gulvet ved siden af Lotte Mejlhede i forbindelse med de exit polls, som TV 2 offentliggør. Også grafer og statistikker vil 'komme ud af skærmen' i studiet, og som noget helt nyt og banebrydende benytter TV 2 sig også af et specialudviklet trackingsystem, så 3D-grafik kan ses på danskernes fjernsyn uden brug af 3D-briller.

"Det har været et meget kompliceret projekt. Vi har brugt et halvt år og en masse timer på at komme frem til det resultat, som vises på TV 2. Der er ufatteligt mange maskiner og mennesker involveret i sådan et virtuelt projekt, og vi forventer, at seerne får en virkelig god oplevelse på valgaftenen," siger Michael Jensen, projektleder på TV 2|Nyhederne.

Den nyskabende 3D-grafik er udviklet i samarbejde med britiske BBC, og projektet følges med interesse fra en række andre tv-stationer.

Den nye grafik skal være med til at formidle tal og politik på en overskuelig måde, så det hjælper seerne til et hurtigt overblik og en bedre forståelse på selve aftenen.

Og så handler det selvfølgelig om at give danskerne en god oplevelse og en underholdende valgaften.

"3D-grafikken er tænkt som en underholdende metode til formidling, som vi primært bruger, inden valgresultaterne begynder at tikke ind. Når resultaterne begynder at komme, vil 3D-grafikken vige pladsen for tal og reaktioner," siger Troels Thorup, chefproducer på Nyhederne og ansvarlig for valggrafikken på TV 2.

For at sikre at alt er klappet og klart på selve valgaftenen, har forberedelserne været i gang længe, og én af udfordringerne ved den virtuelle grafik er, at den er 'usynlig' for Lotte Mejlhede og Jes Dorph-Petersen i studiet.

Grafikken er lavet separat og derefter 'klistret' på studiebilledet. Det har krævet mange timers øvelse at gøre studieværterne helt fortrolige med, hvor i billedet 3D-elementerne er placeret, så samspillet mellem værterne og grafikken fungerer på valgaftenen.

"Vi har brugt lang tid på at få grafikken til at fungere optimalt, men når alt kommer til alt, er det ikke grafikken, der er det vigtige i aften. Det vigtigste er de valghistorier og valgresultater, der skal fortælles og formidles, og grafikken skal være med til at lette denne formidling," slutter Troels Thorup.



Foto: Jes Dorph-Petersen og Lotte Mejlhede holder prøver i TV 2s valgstudie inden det går løs i aften. (Fotograf: Ebbe Rosendahl/TV 2)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002