Kontakt os






 

DR har tre Emmy-chancer tidligt tirsdag morgen
Fredag 21. november 2008
Af Karsten Jensen
 
Sofie Gråbøl er helt sikkert i festtøjet og ikke i den højhalsede sweater, når de internationale Emmy-statuetter - tv-branchens Oscar - skal uddeles natten mellem mandag og tirsdag.
Her har den 40-årige skuespillerinde chancen for at hente prisen som ’årets bedste kvindelige skuespiller’ for sin indsats som kriminalkommissær Sarah Lund i DR's dramaserie ’Forbrydelsen’.

Og det er ikke den eneste Emmy, DR har muligheden for at få ved den 36. uddeling af den internationale Emmy Award, hvor Elisabeth Murdoch er vært.

DR har nemlig chancen for at sikre sig den fjerde Emmy-statuette på seks år for ’Bedste dramaserie’, da ’Forbrydelsen’s anden sæson er blandt de nominerede tv-serier. På den måde har Sofie Gråbøl, seriens hovedforfatter Søren Sveistrup og seriens producent Piv Bernth for øvrigt også alle mulighed for at få deres anden Emmy. For de var nemlig også på holdet, der i 2003 hjembragte Emmy’en for serien ’Nikolaj og Julie’.

DR sikrede sig den første Emmy i 2002 for ’Rejseholdet’, og som nævnt løb ’Nikolaj og Julie’ med hæderen i 2003.

I 2004 var ’Krøniken’ nomineret, uden at det dog blev til en Emmy, og i 2005 fik DR både en Emmy for dramaserien ’Ørnen’ og for ’Unge Andersen’, som Nordisk Film producerede for DR og som vandt i kategorien ’tv-film og miniserier’. Sidste år var ’Forbrydelsen sæson 1’ så nomineret - uden at det blev til en Emmy dengang.

I kategorien ’Bedste kvindelige skuespiller’ kæmper Sofie Gråbøl mod Lucy Cohu fra den britiske serie ’Forgiven’, Irene Ravache fra den brasilianske serie ’Eternal Magic’ og Yuan Zhibo fra den kinesiske serie ’Wait for the Birth of the Husband’.

De nominerede i dramakategorien er - udover ’Forbrydelsen’ - den sydafrikanske serie ’Home Affairs’, den britiske serie ’Life On Mars’ og den brasilianske serie ’Mandrake’.

Vinderen af årets danske tv-Oscar - nemlig dokumentaren ’Stem på mig’ - har også en mulighed for at vinde en Emmy i dokumentarkategorien. Udsendelsen var en del af det såkaldte ’Why Democracy’-projekt, som DR2’s dokumentarredaktør Mette Hoffmann Meyer og BBC’s Nick Fraser arbejdede sammen om sidste år og som blev vist i store dele af verden.

’Stem på mig’ handler om en barsk afstemning om hvervet som duks i en kinesisk 3. klasse.

Endelig er der også danske licenskroner i en helt fjerde af de nominerede programmer i New York - nemlig det norske børneprogram ’Ping-Pong’, som DR har været co-producent på.


Foto: DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002