Kontakt os






 

Signe Svendsen ny tv-vært på TV 2 Zulu
Onsdag 27. november 2002
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Grand Prix-stjernen og tidligere Rollo & King sangerinde Signe Svendsen skal styre sit eget livsstilsprogram på TV 2 Zulu. 'Oraklet' hedder programmet, der følger i fodsporene på TV 2s 'Den 6. sans', skriver B.T. i dag. I programmerne får publikum mulighed for at møde de samme tre rådgivere, der medvirkede i 'Den 6. sans', bl.a. astrologen Christian Borup og kiromantikeren Anne Marie Danefeldt.
TV 2 Zulu-direktør Palle Strøm bekræfter overfor B.T., at han har hyret Signe Svendsen til sin vintersatsning.

"Signe er indbegrebet af en rigtig Zulu-pige. Hun er sød, hjertevarm og har stor integritet. Jeg vil sige: en meget andægtig person. Og så har hun den fordel, at hun er interesseret i de åndelige spørgsmål", siger Palle Strøm.

"Programmet henvender sig til folk, der står ved en korsvej i deres liv. Folk, der står over for store dilemmaer, hvor man har brug for rådgivning, man kan få af f.eks. en astrolog. Det kan være, om man skal fortsætte med at læse jura eller rejse Jorden rundt. Skal jeg tage ham, eller skal jeg lade ham gå. Eller alt muligt andet", siger Palle Strøm, som erkender, at programmet måske især henvender sig til kvinder.

Signe Svendsen har tidligere arbejdet som vært. Det skete under Det Danske Melodi Grand Prix i februar i år - dengang sammen med Michael Carøe. Nu springer hun ud i det på egne ben.

"Signe er god til at sætte en stemning i studiet. Hun er sådan én, man har lyst til at fortælle til. Hun skal lære to ting, dels er der selvfølgelig noget skærmhalløj. Og så skal hun lære nogle journalistiske ting. Det sidste kører fint. Det har vist sig, at Signe har en stor intuitiv journalistisk fornemmelse. Det med skærmtræningen kan man lære", siger Palle Strøm fortrøstningsfuldt til avisen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002