Kontakt os






 

Kritisk dokumentar får pris i Kina
Mandag 29. december 2008
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Den Cavling-nominerede Tom Heinemann har fået sin ottende internationale pris for dokumentaren 'Når tilbud dræber', som blev sendt på DR1 i sommeren 2006.

Det hører til sjældenhederne, at en kritisk DR-dokumentar vinder priser i Kina, men nu er det sket. Journalist Tom Heinemanns dokumentarudsendelse 'Når tilbud dræber', der blev vist på DR1 tilbage i juni 2006, har fået prisen som 'Bedste undersøgende dokumentar' ved GZ Doc 2008 - Guangzhou International Documentary Film Festival.

Dokumentaren går tæt på nogle af de forhold, som indiske bomulds- og tekstilarbejdere lever og arbejder under. Det er arbejdsvilkår, som danner grundlag for mange tilbud i butikkerne i Danmark og store dele af Vesteuropa.

Det er Heinemann Medier og Lynx Media, der har produceret dokumentaren for DR, og de seneste to år har den blandt andet været vist i de andre nordiske lande, i Japan, Frankrig, Polen, Canada og Irland - samt på den arabiske tv-station Al Jazeera.

'Når tilbud dræber' er nu oppe på at have modtaget otte internationale priser, herunder den prestigefyldte Prix Italia-pris og priser i Tjekkiet, Spanien, Slovakiet og Frankrig. Derudover modtog dokumentaren også en pris fra Foreningen for Undersøgende Journalistik herhjemme sidste år.

Juryen bag dokumentarfestivalen i Guangzhou kalder 'Når tilbud dræber' for et eksempel på storartet undersøgende journalistik, og kalder det for en af tv's væsentligste formål at påvise "sociale svagheder med det formål at gøre livet bedre for vores medmennesker".

"Dokumentarenfilmen viser en af bagsiderne ved globaliseringen, hvor de rige fortsætter med at blive rigere, mens de fattige bliver fattigere - og filmen viser, at prisen denne gang er for høj at betale. Mænd, kvinder og børn (indiske bomulds- og tekstilarbejdere, red.), som arbejder på disse virksomheder, risikerer deres helbred og bliver betalt en ussel løn for at folk i den vestlige verden kan leve deres såkaldt komfortable liv," hedder det blandt andet i motiveringen.

Juryen fremhæver endvidere, at Tom Heinemann på fornem vis kommer rundt om emnet og "åbner forbrugernes øjne for denne foruroligende virkelighed, som mange forbrugere er uvidende om".

Tom Heinemann har umiddelbart efter nytår mulighed for at få dansk journalistiks fineste hæder, nemlig Cavlingprisen. Han er nomineret for tv-dokumentaren 'Et tårn af løfter', der har været sendt på DR1 samt norsk og svensk tv. Her bliver det påvist, hvordan store, skandinaviske teleselskabers løfter om forsvarlig produktion i udviklingslande er tomme ord uden hold i virkeligheden. Om han vinder bliver afgjort onsdag den 7. januar.

Kinesisk tv har på det seneste i flere tilfælde vist dokumentarer fra DR TV.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002