Kontakt os






 

'True Blood' ny tv-serie på Canal+
Mandag 20. oktober 2008
Af Karsten Jensen
 
’Six Feet Under’-skaberen Alan Ball er tilbage med en ny serie, der allerede har vist sig meget populær i hjemlandet USA. Serien handler om blodtørstige vampyrer, stofmisbrug og masser af hed dampende sex pakket ind i gys og humor. Tvnyt.com har inden den danske premiere smugkigget på serien ’True Blood’, der nu vises på Canal+ fra den 22. oktober.
’True Blood’ er baseret på Charlaine Harris' populære bøger i serien ’Southern Vampire Mysteries’. ’True Blood’ byder på både humor, mystik, spænding, stofmisbrug, nøgenscener og sex – alt sammen pakket ind i en anderledes kulisse og fortælling.

Serien er produceret i 2007, men det er først nu at serien løber over HBO-skærmen og foreløbig har amerikanerne kun set seks afsnit af ’True Blood’, der rammer de danske skærme den 22. oktober.

Selvom serien er ganske ny, har den allerede fået en pæn fanskare og serien har da også fået flotte ord med fra anmelderne, der til tider er mere end henrykte for serien.

Den altoverskyggende hovedrolle spilles af den oscarbelønnede Anna Paquin, der spiller rollen som den små-naive jomfrunalske Sookie Stackhouse.

Anna Paquin er kendt fra blandt andet ’X-Men’ og ’The Piano. Hun har rollen som servitrice, men er ikke vampyr og alligevel har en usædvanlig evne - hun mestrer kunsten at læse andres tanker. Eller snarere, hendes hoved invaderes konstant af andre menneskers ucensurerede reflektioner, hvilket har gjort hendes liv kompliceret. Da vampyren Bill Compton, spillet af Stephen Moyer, dukker op på den bar, hvor Sookie arbejder, er han den første af sin slags, som er blevet set i området. Hun drages af ham, og interessen i ham falmer bestemt ikke af, at hendes telepatiske evner forsvinder i hans nærhed.

I nogle af de øvrige roller ses vi Brook Kerr, Stephen Sam Trammell og ikke mindst Alexander Skarsgård i rollen som den tusind år gamle vikingevampyr Eric Northman.

Seriens handling
Serien udspiller sig i Louisiana, USA, to år efter, at vampyrerne besluttede at bekendtgøre deres eksistens overfor menneskene. Den fredelige sameksistens muliggøres af kunstigt fremstillet blod fra Japan.

I stedet for at sætte tænderne i uskyldige mennesker, kan vampyrer nu slukke tørsten i blodrøde dråber indkøbt i et supermarked. Deres tilpasning til menneskets samfund forløber dog ikke helt uproblematisk. Mistænksomheden overfor dem er stor. Lige som mange andre minoriteter mødes de med afsky og foragt, hvilket blandt andet foranlediger oprettelsen af interesseorganisationer for de udøde.

At de har grund til at være på vagt skyldes desuden, at deres blod er blevet en eftertragtet vare på det sorte marked. Man har opdaget, at vampyrernes blod har en sanseforstærkende effekt, så mennesker bruger det som stoffer.

True Blood har dansk tv-premiere den 22. oktober kl. 22 på Canal+ First og på Canal+ Film HD.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002