Kontakt os






 

DR dømt for skjult reklame i indslag med kødfars
Onsdag 27. april 2005
Af Karsten Jensen
 
DR overtrådte reglerne om skjult reklame i radio- og fjernsynsloven, da Nyhedsmagasinet på DR1 den 15. marts i år i et fem minutters indslag brugte kødfars til at illustrere størrelsesforskellen på mænds og kvinders hjerner.
Det fastslår Radio- og tv-nævnet i en afgørelse, efter at en seer efterfølgende klagede over, hvad han havde måttet lægge øre til i udsendelsen.

I programmet kommer værten med følgende sætning: "Lad os nu sige, at vi har to hjerner - her illustreret ved frisk oksekød fra ISO's slagter i Lyngby." Hverken oksekødet eller ISO omtales igen i udsendelsen.

I høringssvaret til Radio- og tv-nævnet fastslår DR, at Nyhedsmagasinets folk selv har afhentet og betalt for oksekødet i ISO, og at forretningen derfor ikke er sponsor af udsendelsen, ligesom bemærkningen ikke var tænkt som en reklame for ISO.
Samtidig har DR svaret, at værtens omtale af, at kødet var fra ISO, udelukkende skyldtes en spontan svipser, og at sætningen ikke fremgik af manuskriptet.

Radio- og tv-nævnet finder imidlertid, at oplysningen om kødfarsens herkomst hverken var en nødvendig eller naturlig oplysning for seerne, og at den alene havde god reklameværdi for ISO. Derfor vurderer nævnet, at der var tale om en uberettiget fremhævelse af ISO i forhold til udsendelsens redaktionelle indhold. Radio- og tv-nævnet tager dog DRs beklagelse til efterretning, som det hedder i afgørelsen, "idet omtalen udelukkende skyldtes en spontan fejl, der ikke fremgik af manuskriptet."


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002