Kontakt os






 

Ligebehandlingsnævnet: OK, at DR sender mere mandesport end kvindesport
Fredag 12. april 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
På de danske tv-kanaler er der en massiv overvægt af mandlige sportsudøvere. I visse sportsgrene – som f.eks. fodbold, cykling og golf – er kvinder helt eller stort set fraværende på tv. Det er udtryk for forskelsbehandling på grund af køn og dermed i strid med ligestillingsloven, mente en seer, der derfor klagede til Ligebehandlingsnævnet. Men der er ikke noget at komme efter: Nævnet har afgjort, at DR og andre tv-stationer gerne må diskriminere kvinder når det gælder sport på tv.
Klageren havde specifikt klaget over, at DR – som public service station – viser en ulige fordeling af sport med mandlige sportsudøvere i forhold til sport med kvindelige udøvere.

DR har i deres svar til Ligebehandlingsnævnet selv indrømmet, at de kun viser cykelsport og fodbold med mandlige udøvere. Kvinder er således ikke repræsenteret i to ud af de tre største sportsgrene, der bliver vist på tv. Ikke engang uddrag fra kvinde-foldboldkampe eller omtale af dem bliver det til på DR.


Kvindesport vises kun, hvis kvinderne er bedre end mændene

Præmissen for, at sport med kvindelige udøvere kan blive omtalt på DR er, at kvinderne viser bedre resultater end mændene, hedder det videre fra klageren. Som eksempel nævnes kvindehåndbold, der først blev taget seriøst på DR efter, at kvinderne havde vist bedre resultater end mændene. Sport med kvindelige udøvere skal altså BÅDE have flere seere end mænd OG være medaljehåb internationalt, før det bliver vist.

Der er naturligvis mange flere seere til f.eks. herrefodbold end kvindefodbold. Der er også langt flere mænd der spiller fodbold end kvinder (i størrelsesforholdet 1:5,4). Men det mener klageren er irrelevant. DR burde – som public service station - sikre, at kvinder ikke diskrimineres i nogen sammenhæng. I public service aftalen står der, at "der i udbuddet skal tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed." Dette må også være et kriterium gældende for sporten, mener klageren og peger på, at der altså er 50 pct. kvinder i Danmark.

Det understreges også, at man i Norge og Sverige godt kan finde ud af, at vise meget mere sport med kvindelige udøvere på de kanaler, der er finansieret via licens.


Er sport kun for mænd?

Klageren føler sig diskrimineret ved næsten kun at se mænd udøve sport på DR.

Det hedder: Den store overvægt af mandesport giver et generelt indtryk af, at sport udøvet af mænd er mere værd, og den afledte konsekvens af dette er, at mænd er mere værd. Det bekymrer desuden klageren, hvis hendes datter ikke vil fortsætte med sine sportsinteresser, fordi hun ikke har samme mulighed som drenge for at finde kvindeidoler inden for sport, og fordi hun ikke har samme mulighed for at se voksne kvinder dyrke sport og på den måde lære, at dette også har værdi. Sport på tv og i det hele taget, har stor betydning for danskernes selvforståelse, nationalfølelse og kønsopfattelse.

Da DR er finansieret via licens, betyder deres dækning af sport, at offentlige midler fordeles skævt i forhold til køn.


DR ikke forpligtet til ligelig fordeling mellem kønnene

DR har i sit svar på klagen til Ligebehandlingsnævnet gjort sig meget umage med at prøve at få klagen helt afvist. DR mener slet ikke, at Ligebehandlingsnævnet har kompetence til at behandle klagen, og hvis de gør det – så handler nævnet i strid med ligebehandlingsreglerne.

Dette har nævnet dog pure afvist.

DR gør også gældende, at man ikke er underlagt særlige forpligtelser med hensyn til vægtningen mellem mandlige og kvindelige sportsudøvere.

Og det giver nævnet DR helt ret i.

Nævnets vurdering er, at – selv om DR efter ligestillingslovens § 2 har en forpligtelse til at overholde princippet om ligebehandling af mænd og kvinder - så ”indebærer det ikke, at de også har en forpligtelse til at vise en ligelig fordeling af sport med mandlige henholdsvis kvindelige sportsudøvere".


Se også:
http://www.tvnyt.com/artikel/default.asp?id=20550


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002