Kontakt os






 

'Sommer' vender tilbage på DR1
Mandag 15. september 2008
Af Karsten Jensen
 
Dramaserien ’Sommer’ vender tilbage på DR1 med de sidste 10 afsnit. I centrum af seriens 2. sæson står Adam og Jakob Sommer, som, selv om de har evnen og lysten til at hjælpe andre, har svært ved at hjælpe sig selv og endnu sværere ved at bede andre om hjælp.
Foruden kernen af faste medvirkende kan man i løbet af sæsonen møde en lang række af vores bedste skuespillere, heriblandt Stine Stengade, Thomas Levin, Nicolas Bro, Tommy Kenter, David Dencik, Cyron Melville og Maibritt Saerens.

De ti sidste afsnit, som har Dunja Gry Jensen som hovedforfatter, er instrueret af Jannik Johansen, Kasper Gaardsøe, Niels Nørløv og Louise Friedberg.

Handlingen i sæson 2
Når serien dukker op på skærmen igen, er handlingen rykket med tre måneder. Det er blevet efterår, Christians sygdom er forværret - og familien Sommer er i dyb krise.

Adam har måttet sælge sin lejlighed for at købe Christian ud af praksis, og er flyttet ind i villaen for at støtte sine forældre - men så river Anna tæppet væk under ham!

Efter bruddet med Mille, er Jakob nu tilbage i Afrika, hvor han kæmper med underbemanding og bureaukrati på Læger uden Grænsers klinik i Malawi - samtidig med, at han ignorerer sine personlige problemer fuldstændigt.

Begge brødre knokler i døgndrift i et forsøg på at overkomme det hele og få tingene til at hænge sammen - men det ser også ud til, at de begge er ved at miste sig selv undervejs.

Sophia har sat alle kræfter ind på at pleje sin syge mand og holde sammen på familien - men selv for en kvinde så sej som Sophia kan presset blive for stort. Hun har brug for igen at komme i kirke, og finder trøst og opmuntring hos den lokale præst.

Lærke har valgt at fortsætte på gymnasiet i Frederiksværk, selv om hendes mor er flyttet til København. Hun har fået genetableret venskabet med Lotte, men går en turbulent tid i møde, hvor hun bl.a. kommer til at opleve sin første store forelskelse.

Mille skal nu forsøge at stable en selvstændig tilværelse på benene, og har indrettet sig i et fotoatelier i København. Samtidig griber en stor og attraktiv opgave, som kan få afgørende betydning for hendes fremtidige karriere, ind i hendes liv på en måde som hun ikke havde forudset.


Foto: DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002