DR har masser af programformater, som udlandet er interesseret i. Derfor åbner DR nu et nyt område for formatsalg. Hidtil er det blevet klaret af eksterne firmaer.
Programtyper som for eksempel ’Nak & Æd’, ’Hammerslag’, ’Gintberg på kanten’ og ’Kender du typen’ har DR selv opfundet, og rundt omkring i verden viser tv-stationer og produktionsselskaber interesse for at købe dem og lave dem i en lokal udgave. Det skriver DR i dag i en pressemeddelelse.
Hidtil har DR haft eksterne firmaer til at hjælpe med at få de selvopfundne programmer ud at leve i andre lande, men det bliver der ændret på efter sommerferien. Her åbner DR Salg nemlig et nyt område for formatsalg. I forvejen står afdelingen bl.a. for at sælge DRs programmer og genindspilninger af DRs udsendelser til udlandet.
"Det er kun logisk og helt naturligt, at vi nu selv står for formatsalget. Vi ønsker at positionere os stærkt på markedet som nordisk distributør af det bedste indhold inden for alle genrer. Kunderne skal komme til os som det første. Samarbejdet med Banijay har været fantastisk, så det er et rent strategisk valg, at vi tager denne beslutning om at samle alle vores genrer", siger Anders Kjærsgaard, der er chef for DR Salg. Mindre og smallere er efterspurgt
DR Salg planlægger det første samlede fremstød for programformater på tv-salgsmessen MIPCOM i Cannes til efteråret.
|