Kontakt os






 

VM-samarbejde var en stor succes for DR, TV 2 & Canal Digital
Tirsdag 2. juli 2002
Af Karsten Jensen
 
Samarbejdet mellem DR, TV 2 og Canal Digital, som sikrede VM-fodbold på landsdækkende tv, har været en stor succes for de tre parter.
En gennemsnitsdansker har siden VMs start den 31. maj brugt 14 timer og 32 minutter på at se VM-programmer på de landsdækkende kanaler - cirka halvdelen af tiden på hver af kanalerne DR 1 og TV 2. Det er et højt seerforbrug, selv om de direkte fodboldtransmisisoner blev påbegyndt på ringe sendetidspunkter morgen, formiddag og middag.

”Samarbejdet sikrede, at alle parter fik en fremragende udnyttelse af VM-rettighederne, og seerne fik en omfattende dækning. Det er samtidig bemærkelsesværdigt, at VM-dækningen har haft så stor seerinteresse blandt de yngre voksne seere i alderen 21-50 år, som i gennemsnit har brugt 13 procent mere tid på VM end gennemsnittet”, siger TV 2s sportschef Morten Stig Christensen.

Også aftenens VM-magasiner på TV 2 og DR 1 har haft godt fat i seerne. TV 2s VM til Tiden klokken 20 og VM i Detaljer klokken 22.30 er blevet set af henholdsvis 579.000 og 382.000 seere i snit. Sharen (seerandelen) har været på hhv. 36 og 32 procent - med endnu højere share blandt de 21-50-årige (hhv. 41 og 35 procent).

De tilsvarende seertal for DR 1s magasiner VM primetime klokken 20 og VM overblik klokken 22.30 er på henholdsvis 440.000 og 275.000 og med shares på hhv. 30 og 26 procent. Blandt de 21-50-årige er DR-programmernes shares på hhv. 32 og 28 procent.

VM 2002 sluttede søndag med finalen mellem Brasilien og Tyskland, som blev set af 1.4 mio. seere på DR 1 og TV 2 til sammen - 732.000 seere på DR 1 og 671.000 seere på TV 2. Dermed blev VM-finalen ugens mest sete tv-program og den næstmest sete VM-udsendelse efter Danmarks ottendedelsfinale mod England, oplyser TV 2 i et nyhedsbrev.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002