Kontakt os






 

'Zulu Awards 2018' bliver til en festival
Tirsdag 5. december 2017
Af Redaktionen
 
TV 2 Zulu lover publikum en sommerdag om vinteren, når Royal Arena i København bliver lavet om til en indendørs festivalplads onsdag den 31. januar 2018 til det, som hedder 'Zulu Awards Festival ’18'.
'Zulu Awards 2017' foregik som et cruise ombord på Oslobåden med masser af god musik, glade vindere og en veloplagt kaptajn.

'Zulu Awards 2018' bliver lige så vildt og vanvittigt, lover Zulu.

Denne gang har TV 2 Zulu nemlig besluttet at give mange det, de trænger allermest til om vinteren, nemlig en dejlig varm sommerdag på en indendørs festival med musik, underholdning, glade mennesker og god stemning - ligesom man kender det fra alle sommerens musikfestivaler.

På 'Zulu Awards Festival ’18' skal der deles 12 statuetter ud - alle valgt af brugerne - og de kunstnere, der i 2017 gav os alle sammen nogle af de største oplevelser inden for hver deres felt, skal hyldes.

Zulu varmer Royal Arena op til sommerlige grader, og publikum kan blive spraytannet i indgangen, hænge ud i teltlejren, høre god musik, spise festivalmad, drikke øl og meget mere. Kl. 20.00 begynder så uddelingen af de 12 statuetter. Samtidigt kan man bl.a. opleve The Minds of 99 og Karl William på scenen.

De nominerede i de 12 kategorier offentliggøres den 15. januar, og alle kan herefter afgive deres stemmer på zulu.dk. De 12 kategorier er: 'Årets danske film', 'Årets nye navn', 'Årets hit', 'Årets kunstner', 'Årets lyd', 'Årets originale tv-program', 'Årets danske tv-serie', 'Årets tv-vært', 'Årets danske skuespiller', 'Årets webstar', ’Årets livenavn’ og 'Det vi alle sammen grinte af'.

'Zulu Awards Festival ’18' kan ses på TV 2 Zulu og TV 2 Play søndag den 4. februar 2018.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002