Kontakt os






 

Kvindefodbolden når nye seerhøjder
Tirsdag 25. juli 2017
Af Redaktionen
 
Hele 555.000 seere i Danmark så EM-kampen mod Norge i går mandag. Tre af årets fem mest sete fodboldkampe på dansk tv er kvindefodboldkampe.


Seerinteressen for kvindefodbold nåede nye højder, da Danmark mandag aften på TV 2 kvalificerede sig til EM-kvartfinalen efter en sejr over Norge.

Flere end 700.000 så med i slutningen af kampen, som i gennemsnit havde 555.000 seere. 38 procent af de, som havde tændt for fjernsynet mandag aften, fulgte EM-kampen på TV 2.

Med 555.000 seere i snit er kvindelandskampen mod Norge årets næstmest sete fodboldkamp på dansk tv kun overgået af herrernes VM-kvalifikationskamp mod Rumænien på Kanal 5 i marts. Den havde 684.000 seere og en seerandel på 33 procent.

"Det er utroligt flotte tal, og det viser igen, at fodbold gør det godt på TV 2. I det hele taget har vi oplevet stor EM-interesse på både TV 2 Sport og TV 2, og vi har taget EM meget seriøst fra første fløjt. Vi har dækket de danske kampe med studie og optakt på stadions samt direkte udsendelser fra landsholdslejren, hvilket, jeg tror, belønner sig nu. Og så er det i øvrigt dejligt at arbejde med de danske landsholdsspillere, som giver meget af sig selv og bringer godt humør ind i vores udsendelser," siger eventchef Allan Hvid, TV 2 Sport.

Danmarks kvartfinalemodstander findes i aften (tirsdag) fra kl. 20.15 på TV 2 Sport, og lørdagens kvartfinale sendes på DR1. Hvis Danmark kvalificerer sig til EM-semifinalen, spilles kampen torsdag 3. august og vises på TV 2.


Tre af årets mest sete fodboldkampe er kvindefodboldkampe

Danmarks fodboldkvinder har spillet tre kampe ved EM i Nederlandene, og alle tre kampe er blandt årets fem mest sete fodboldkampe på tv i 2017.

Årets fem mest sete fodboldkampe (gennemsnit af 1. og 2. halvleg) på dansk tv er p.t.:

Kanal 5: VM-kvalifikation Danmark-Rumænien - 684.000 seere – seerandel 33 pct.
TV 2: EM i kvindefodbold: Danmark-Norge - 555.000 seere – seerandel 38 pct.
Kanal 5: Landskamp: Danmark-Tyskland - 487.000 seere – seerandel 29 pct.
TV 2: EM i kvindefodbold: Nederlandene-Danmark - 431.000 seere – seerandel 31 pct.
DR1: EM i kvindefodbold: Danmark-Belgien - 417.000 seere – seerandel 29 pct.

Længere nede på listen finder man herrernes EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan (370.000 seere på Kanal 5) og Champions League-finalen mellem Real Madrid og Juventus med 368.000 seere på TV3+.


Foto: Pernille Harder i kamp for Danmark. (Arkivfoto: Scanpix / TV 2)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002