Kontakt os






 

Om et år ser vi tv på mobiltelefonen
Torsdag 8. juli 2004
Af Thomas Nielsen
 
Lige nu bygges der nye digitale netværk, så vi kan se tv-udsendelser live på vores mobiltelefoner. Finske tv-stationer går i luften til efteråret mens Danmark halter bagefter med udbygning af det digitale sendenet. DR er dog klar til de første forsøg, og håber på politisk handling.
Forestil dig "Go'morgen Danmark" live på din mobiltelefon, når du er på vej til arbejde. Eller hvad med hele tiden at kunne følge hele slutrunden i fodbold på din håndholdte skærm. Eller nyhederne - når det lige præcis passer dig - uanset hvor du er.

Det lyder måske umiddelbart som det rene fremtidsflimmer, men teknikken er på plads, og i Sydkorea og Japan er det allerede muligt. I Finland starter de første forsøg til oktober, hvor 500 indbyggere i Helsinki udstyres med Nokias testtelefon. Og allerede ved udgangen af 2005 får mobiltelefoner med tv sit kommercielle gennembrud i Finland. Sådan lyder i hvert fald de håbefulde forventninger hos telefonfabrikanten Nokia:

- Vi har sat os selv for at gå meget aggressivt ud med introduktionen af de nye telefoner, og vi tror på, at en række steder i verden - højst sandsynligt i Europa - vil der være et kommercielt marked for mobiltelefoner med tv ved udgangen af 2005. Vi forventer dernæst, at 2006 bliver året, hvor tv-mobiltelefonerne for alvor slår igennem med sandsynligvis fem forskellige modeller i butikkerne, siger Ari Beilinson, direktør for forretningsudvikling hos Nokia Ventures Organisation i Helsinki, til Berlingske Tidende.

I snart tre uger har det været muligt at se tv på mobiltelefonen i Norge. NRK har dog valgt en teknisk løsning, der er et skridt bagud i forhold øvrige forsøg i verden med nye digitale broadcast-standard (DVB-H), som kræver næste generation af egentlige tv-mobiltelefoner. NRK sender således på det normale mobiltelefonnet og udover streaming af NRK1 tilbydes download af den seneste nyhedsudsendelse og smagsprøver fra arkivet.

Når Danmark næste sommer tager det digitale jordbaserede tv-sendenet i brug, så bliver det i en forholdsvis begrænset udgave, hvor foreløbig kun DR1, DR2 og TV 2 transmitteres i digital form. Men i DR er man klar med både indhold og teknik til at sende tv og andet nyt indhold til mobiltelefonbrugere.

- Men det system, vi får næste sommer i Danmark, består i første omgang kun af en enkelt multipleks, hvor al kapaciteten bruges til at sende DR1, DR2 og TV 2 digitalt. Derfor skal det udbygges med flere såkaldte multiplekser, så der bliver plads til mere, siger Erik Henz Kjeldsen, programchef i DR Interaktiv, til Berlingske Tidende.

Han tilføjer, at hvis politikerne ønsker det, kan sendenettet ret hurtigt udbygges. Beslutter man det nu, så vil det næppe tage mere end et år, fastslår Erik Henz Kjeldsen.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002