Kontakt os






 

'Vesterbro' - ny reportageserie på Kanal 4
Tirsdag 7. december 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
På torsdag den 9. december kl. 21.30 har Kanal 4 premiere på den nye reportageserie 'Vesterbro'. I denne serie følges fem forskellige unge og moderne børnefamiliers liv, lige fra børnefødselsdag og bryllupsfest, til parforholdskriser og skilsmisse.
Familierne i Kanal 4's nye serie har det til fælles, at de bor på Vesterbro - en ramme og et miljø, som både er fascinerende, men også kan være fyldt med forhindringer for at leve et normalt og trygt familieliv med småbørn, hedder det i en pressemeddelelse fra SBS TV.

Vesterbro er indre Københavns mest berygtede bydel. Her er pornobutikker, stoffer, stofmisbrugere, prostituerede, hjemløse, og i det hele taget en bred vifte af menneskelige skæbner, som sætter deres præg på bybilledet og omgivelserne. Alligevel har masser af moderne børnefamilier valgt at slå sig ned i bydelen og lade deres familieliv udfolde sig her. For midt i alt det rå og barske er Vesterbro også det område, der har gennemgået den største forandring i København i nyere tid. Bydelen er blevet shinet op og fornyet. Der er nu åbnet smarte caféer og trendy butikker, og det både ses og mærkes.

I 'Vesterbro' følger seerne fem moderne børnefamilier, der på godt og ondt lever deres daglige liv i bydelen, der både er inspirerende og deprimerende.

Anne og Tine er lesbiske og har to børn, Laslo og Siemen, med anonym donor. De er et meget travlt par, der ejer en af Vesterbro mest hippe butikker samt sælger raw food, som de også kompromisløst selv lever af. Derudover har de en masse andre kontroversielle principper; de samsover med børnene, ammer til børnene er 3-4 år og insistere på selv at gå hjemme med dem indtil børnene skal i børnehave.

Rasmus og Mie har sønnen Noah på 2 år og venter desuden barn nummer to. Rasmus er selvstændig håndværker og har mod sin vilje ikke meget at lave. Han står derfor for alt det huslige. Mie arbejder til gengæld rigtig meget på kontor i Københavns Lufthavn. De 'omvendte kønsroller' huer ikke parret, men de kan ikke se, hvordan de skal komme ud af rollerne.

Pernille er for et år siden blevet skilt, og det har været meget hårdt og er det stadig. Hun kæmper for at blive glad igen og affinde sig med at skulle være næsten 100 pct. enlig mor for sine to børn, Lucca og Noah.

Morten friede for to år siden til Stine, men så fik de med kort mellemrum Luna og Martin, og siden har der kun været tid til bleskift og babymos. Livet er efterhånden ét stort kompromis for parret. De er uenige om rigtig meget, og det hjælper ikke på situationen, at Stine drømmer om kirkebryllup, når Morten slet ikke er medlem af Folkekirken.

Lotte og Jonas har gennem de sidste år hele tiden svinget mellem at blive boende eller flytte for at få mere plads. De travle småbørnsforældre til Olivia og Karoline kan ikke finde ud af at tage en beslutning, hvilket er ved at blive et problem for dem.

I 'Vesterbro' kommer seerne tæt på familiernes hverdag, og oplever deres glæder, sorger og konflikter, samt den udfordring det er at leve og vokse op i en bydel ud over det sædvanlige.

På premieredagen - på torsdag den 9. december - viser Kanal 4 de to første afsnit kl. 21.30-22.30. Herefter kan 'Vesterbro' opleves hver torsdag kl. 21.30 på Kanal 4.


Foto: Stine og Morten med børnene Luna og Martin - fra Kanal 4's nye serie 'Vesterbro'. (Fotograf: Krestine Havemann)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002