Kontakt os






 

Ny omgang med 'De omvendte'
Fredag 6. maj 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Hvad sker der for mennesker, der skifter tro? Gør de det, fordi det er bekvemt, eller har de virkelig opdaget sandheden? Og hvordan reagerer omgivelserne, når den de troede de kendte, foretager en u-vending i livet? DR2 sender anden sæson af 'De Omvendte' fra og med mandag den 9. maj.
'De Omvendte' sæson 2 er en serie på ni nye programmer om mennesker, fra vidt forskellige miljøer og områder i Danmark, der alle 'tog fejl' - og skiftede retning. Bjarke Stender er værten, der hver uge har besøg af to gæster med stærke personlige historier, som deres omvendelse har båret med sig.

"Jeg er selv vild med tvivl, og bliver altid provokeret af dem, der ikke tvivler. For mig er tvivlen nemlig strengt nødvendig for at beholde nysgerrigheden, og den kan vi ikke undvære. Derfor tvinger jeg gæsterne i 'De Omvendte' til at lege med tvivlen, og helt konkret sætte sig i modpartens sted," siger Bjarke Stender.

Et af elementerne i programserien er, at de to gæster skal bytte stol og sætte sig i hinandens sted og på den måde forholde sig til det, de har vendt sig fra.

"Det bliver aldrig irrelevant at forsøge at forstå, hvordan andre kan tro på noget helt andet end det man selv tror på. Det er helt afgørende for, om vi kan finde ud af at leve sammen på tværs af kultur og religioner. En virkelighed vi alle sammen er nødt til at forholde os til," siger Bjarke Stender, som i denne runde af 'De Omvendte' også får besøg af mere 'vidtgående' trosretninger, som scientologer, dem der taler i tunger, dem der tilhører Jehovas Vidner eller dem der oplever mirakler dagligt.

"Og så håber jeg jo, at man ikke kan lade være med at stille sig selv spørgsmålet: Tænk nu, hvis det ikke er mig der har ret?," slutter Bjarke Stender.

Kanalchef Arne Notkin, DR2, siger om serien: "DR2 har en ambition om at bringe trosstoffet udover en frelst menighed, der kun søger bekræftigelse. Vi vil sætte tro til debat. Vi vil udfordre dem, der tror, dem der tvivler og dem, der ikke tror. For os er intet helligt, når vi udfordrer den kristne tro og kulturarv ligesom vi udfordrer ateister, asa-troende og islam."

Programmerne sendes ni mandage på DR2 kl 23.00, første gang den 9. maj og genudsendes følgende lørdag om eftermiddagen.

Man kan læse mere på www.dr.dk/tro


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002