Kontakt os






 

Lars Bredo Rahbek chef for DR Fiktion
Mandag 10. november 2008
Af Karsten Jensen
 
Lars Bredo Rahbek bliver DR's nye chef for DR Fiktion, hvor han skal stå i spidsen for DR's fremtidige dramasatsninger som 'Forbrydelsen II' og 'Borgen'. Lars Bredo Rahbek har de seneste ti år været ansat som producer hos Nimbus Film.
Efter ti år som producer hos Nimbus Film med blandt andet filmene ’En Soap’ og ’Flammen & Citronen’ på cv’et skifter Lars Bredo Rahbek til DR. Her skal han være divisionschef for DR Fiktion, hvor DR's store dramasucceser bliver skabt.

”Jeg er utroligt glad for, at vi har fået en kapacitet som Lars Bredo Rahbek til at lede DR Fiktion. Med Lars ved roret får vi en person, som har stor erfaring med at lede kreative miljøer, producere de helt store danske filmsucceser og som samtidig har en stærk økonomisk forståelse. Det er en helt unik kombination af kompetencer. Dem skal han bruge til at sikre, at DR's fiktionsafdeling også fremover kan udvikle sig og skabe tv-drama i verdensklasse til danskerne,” siger DR's direktør for programproduktion Mette Bock.

Lars Bredo Rahbek er 47 år og blev uddannet som producer på Den Danske Filmskole i 1997. Med uddannelsen på filmskolen tog han et opsigtsvækkende karriereskift, idet han fra 1982 til 1991 var ansat i A.P. Møller-Mærsk, hvor han de sidste fire år var international salgschef i Tokyo.

Som producer på Nimbus Film har Lars Bredo Rahbek som nævnt stået bag årets store danske filmsucces ’Flammen & Citronen’ og forrige års store prisvinder ’En Soap’, som vandt en Sølvbjørn ved Filmfestivalen i Berlin og en Bodil for bedste danske film, men også Søren Kragh-Jakobsens ’Skagerrak’ og ’Det som ingen ved’ har Lars Bredo Rahbek produceret.

"Det er med spænding og glæde, jeg tager skridtet fra Nimbus Film til DR. Som jeg ser det, er det et skridt fra et af filmbranchens stærkeste produktionshuse til medieverdens absolut største og mest kreative arbejdsplads,” siger DRs kommende divisionschef Lars Bredo Rahbek.

”Sammen med nogle af landet bedste instruktører har jeg i en årrække produceret spillefilm på både dansk og engelsk og film med såvel små som særdeles store budgetter. Nu ser jeg frem til arbejde med fiktion i et endnu bredere regi," uddyber han.

DR's direktør for programproduktion Mette Bock har været konstitueret divisionschef for DR Fiktion siden Peter Zinckernagel for et halvt år siden forlod stillingen for at koncentrere sig om at være divisionschef for DR Programspecialisterne.

Lars Bredo Rahbek tiltræder stillingen som divisionschef for DR Fiktion den 15. januar 2009.

CV FOR LARS BREDO RAHBEK
Siden 1997: Nimbus Film, Producer
Filmografi:
1999: Tut & Tone – Produktionsleder
2002: It’s all about love – Executive Producer
2003: Skagerrak – Producer
2003: Torremolinos – Associate Producer
2006: En soap – Produktion
2008: Flammen og Citronen – Producer
2008: Det som ingen ved - Producer
1982 til 1991: A.P. Møller-Mærsk
1987 til 1991: International Salgschef, Tokyo
1986 til 1987: Account Executive, Tokyo
1984 til 1986: Account Executive, Manila
1982 til 1984: Shippingelev, København

Bestyrelseserhverv
Siden 2007: H+H International A/S
2002 – 2006: H+H International A/S
2002: Enkefru Plums Støttefond
1992 – 1994: JuniBevægelsen (medstifter)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002