Kontakt os






 

USA: Janet Jackson chokerer ved Super Bowl og giver tv-station problemer
Tirsdag 3. februar 2004
Af Karsten Jensen
 
I weekenden blev der i USA afholdt NFL Super Bowl; som altid et tilløbsstykke uden lige – også på tv. På forhånd var det meddelt fra sangerinden Janet Jackson, at hendes show ville blive dristigt. Showet endte med at blive mere dristigt end CBS ønskede. Janet Jackson endte nemlig sin optræden med at vise et bart bryst.
Normalt er det ikke sådan noget, der vækker harme her i Danmark, men i USA er sagen en anden. I USA har der siden episoden været spekulationer om den snart pladeaktuelle Janet Jackson planlagde episoden med vilje. Sagen var den, at Janet Jackson skulle synge en duet med Justin Timberlake, og i slutningen af sangen skulle han rive et stykke af hendes tøj. Det hele forløb planmæssigt ind til Janet Jackson afslørede sit højre bryst og en massiv piercing.

Janet Jackson hævdede i begyndelsen, at episoden var et hændeligt uheld, og at det aldrig har været hensigten, at hun skulle blotte sig på den måde og hævdede, at hendes tøj havde en fejl. Senere undskyldte hun for, at hun var gået for langt.

Både CBS og produktionsselskabet bag hendes show, MTV, har været under anklage for episoden. Super Bowl blev set af knap 90 millioner mennesker og sagen er nu endt hos FCC (Federal Communications Commision), da CBS bl.a. ikke har overholdt gældende regler om advarsler mod "anstødeligt indhold". CBS har hele tiden hævdet, at de på forhånd ikke vidste noget om MTV og Janet Jacksons ’afslørende’ planer. Dette støttes af Jackson, der siger at stunt’et først blev planlagt efter alle prøver.

FCC’s bestyrelsesformand Michael Powel udtalte i går: ”Jeg er krænket af det jeg så i halvlegs-udesendelsen ved Super Bowl. Ligesom millioner af amerikanere, var min familie og jeg samlet om tv’et til en festlighed. I stedet for en festlighed blev vi besmudset med en klasseløs grov sørgelig stunt. Vores nations børn, forældre og borgere fortjener bedre”.

Selv CBS’ øverste direktør Leslie Moonves har udtalt sig angrende og beklagende over det han betegner ”et bedrag” fra nogle af de optrædende kunstnere.

FCC kræver nu en undersøgelse af, hvordan episoden har kunnet finde sted.

Selskabet bag den digitale harddisk-optager, TiVo oplyser, at episoden er den mest gen-afspillede sekvens nogensinde i det unge selskabs historie.

I forvejen havde CBS og produceren MTV store problemer med at få kunstnere til at optræde anstændigt. Sangeren Kid Rocks tekster blev skarpt overvåget. Lige nu er MTV og CBS ved at undersøge om sangeren modsatte sig tv-stationens ønsker. Sangeren Nelly gav også stationen grå hår i hovedet, da han havde det med at pille sig i skridtet under de indledende prøver, men undlod dog at gøre det under det direkte show.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002