Kontakt os






 

DR1-chef Ulla Pors Nielsen fra DR til TV 2
Onsdag 1. december 2010
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Endnu en top-chef forlader DR. Efter fem år som kanalchef for DR1 forlader Ulla Pors Nielsen sin stilling ved udgangen af året for at vende tilbage til TV 2. Her skal hun være event- og udviklingschef for TV 2 Nyhederne.
Ulla Pors Nielsen har i sin tid i DR stået i spidsen for en gennemgribende fornyelse af DR1, skriver DR i en pressemeddelelse.

Mediedirektør Mikael Kamber udtaler: "Ulla Pors Nielsen har gjort det fremragende, og vi kommer til at savne hende i DR. Der står en sky af energi om hende, når hun kommer ind af døren, hun er iderig og højt begavet - og et rigtig fint menneske. Hun har formået at personificere sin kanal, Ulla har været Mrs. DR1," og uddyber:

"Ulla har styret DR1 gennem en meget vanskelig periode, hvor nichekanalerne vinder frem, og de store hovedkanaler taber terræn. DR1 er ingen undtagelse, men samtidigt har kanalen under hendes ledelse fået en gevaldig vitaminindsprøjtning med programmer som X Factor, Talent og Aftenshowet, lige som hun har brugt sine løvinde-kræfter på at udvikle og værne om DRs søndagsdrama. Derfor har Ulla Pors Nielsen en meget stor del af æren for, at DR1 under vanskelige vilkår har bevaret sin evne til at samle befolkningen. På det punkt er der ingen over og ingen ved siden af DR1. Sådan en indsats kan man kun have kæmpe respekt for."

Kanalchef Ulla Pors Nielsen er stolt over det DR1, hun forlader:

"Jeg har været utrolig glad for min tid i DR. Det har været et stort privilegium at få lov at arbejde med så dygtige folk både i og uden for DR. At have været med til at styrke både de seriøse og de underholdende programmer på DR1 har været spændende og lærerigt, og jeg er meget stolt over at have været med til at søsætte så forskellige DR1-programmer som Det Nye Talkshow, X-Factor og store journalistiske satsninger med afgørende betydning for det danske samfund," siger hun og slutter af med: "Det er altid svært at sige farvel til gode kolleger og dygtige medarbejdere, og jeg ønsker alt det bedste for dem og for DR1."

Når Ulla Pors Nielsen fratræder ved årsskiftet, bliver DRs B&U-chef Birgitte Fredsby konstitueret som kanalchef for DR1. Stillingen vil blive slået op inden ugens udgang.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002