Kontakt os






 

DR dokumentarfilm vinder dansk TV-Oscar
Mandag 17. marts 2003
Af Karsten Jensen
 
'Æblehovedet og Kommandanten' af journalist Per Wennick fra DR Dokumentar vandt fredag aften årets danske TV-Oscar - en af landets største mediepriser på 100.000 kr.
"Jeg er utrolig glad for, at DR igen vinder denne pris. Med DR repræsenteret med fem ud af de i alt seks nominerede tv-programmer til årets TV-Oscar har vi igen vist, at DR er suverænt god til dokumentarfilm”, siger DR-programdirektør Lars Vesterløkke.

Dokumentarfilmen 'Æblehovedet og Kommandanten' handler om to ældre søstre fra arbejderklassen, som er opvokset i det fattige kvarter omkring Borgergade i København i begyndelsen af det 20. århundrede, og de fortæller med både humor, glimt i øjet og alvor om deres lange liv sammen. De er som nat og dag, men de er stadig i deres indbyrdes forhold lillesøster og storesøster - med alt hvad det indebærer.

Tilrettelæggeren af vinderfilmen, journalist Per Wennick, huskes af mange seere for en række programmer, heriblandt 'Grevinden på Tredje' om den excentriske millionøse Erna Hamilton og 'Ingen slinger i valsen' om to ambitiøse børnedansere. Sidstnævnte dokumentarfilm vandt årets danske TV-Oscar i 1999.

De nominerede tv-programmer og vinderen af årets danske TV-Oscar blev udpeget af en komité, der består af advokat Johan Schlüter, kulturminister Brian Mikkelsen, instruktør Bille August, direktør Bent Fabricius-Bjerre, instruktør Søren Kragh-Jacobsen, forfatter Lise Nørgaard, instruktør/skuespiller Peter Schrøder, cand.mag. Preben Wilhjelm, producer Mads Egmont Christensen, rektor for den Europæiske Filmskole Jens Rykjær, filmproducent Per Holst og Billed-Bladets chefredaktør Anders Thisted.

Oscar-prisen er indstiftet af Billed-Bladet og blev fredag uddelt for 14. gang ved en tv-fest på Hotel d'Angleterre i København. Prisen gives til den bedste danske tv-dokumentarfilm i 2002.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002