Kontakt os






 

Politisk rivegilde om licensmidler
Fredag 11. oktober 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
En ubrugt pulje på 54 millioner kroner fra licensmidlerne, er blevet årsag til et politisk slagsmål mellem partierne i Folketinget.
Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, mener, at pengene bør tilfalde DR, der til næste år skal stable det internationale Melodi Grand Prix på benene; et arrangement, der vil koste DR mellem 110 og 120 millioner kr. at arrangere.

"DR står med en kæmpe udfordring med denne event, som det er i hele nationens interesse bliver så god som muligt. Derfor er det helt relevant at bruge licensmidlerne, da DR ellers bliver tvunget til at skære i enten nyhederne eller dramaproduktionen," siger Mogens Jensen i dag til Berlingske.

Omvendt mener højrefløjen i Folketinget, at DR selv skal klare regningen, og at licensmidlerne bør gå til andre formål - såsom film-og tv-produktion i provinsen. Flere regionale filmfonde har allerede tilkendegivet, at de er interesserede i at modtage penge.

Men iflg. Mogens Jensen er det tvivlsomt, om de regionale filmfonde overhovedet kan gøre krav på licensmidlerne rent formelt: "Man kan ikke direkte støtte regionale filmfonde med licenspenge, som hører under tv-loven. Så skal der en lovændring til," siger han til avisen.

Der er tale om 'ekstra' licensmidler, der opstår, når de indkomne licensbetalinger overskrider det budgetterede estimat af licensindtægten. En del af pengene er allerede gået til public service-puljen, der bl.a. har støttet en række tv-serier på både DR og kommercielle stationer.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002