Kontakt os






 

DR styrker samarbejde med andre nordiske public service-kanaler
Torsdag 3. april 2014
Af Stig Hartvig Nielsen
 
DR optrapper nu samarbejdet med flere af de øvrige nordiske tv-stationer - forud for MIPTV i Cannes - for at gøre omverdenen opmærksom på tv-programmerne fra de nordiske lande og for at fortælle dem om, hvad de har mulighed for at vise fra Norden.
Når tv-købmænd fra hele verden i næste uge mødes i Cannes i Frankrig til salgsmessen MIPTV, vil programindkøberne for første gang møde en fælles dansk-svensk-finsk stand. Samtidig forbereder DR og svenske SVT – sammen med finske YLE og en række distributører et fælles fremstød i København til juni over for omkring 100 nøgle-indkøbere fra hele verden. Her vil der både være fokus på nye og ældre nordiske tv-programmer.

"Både inden for film og tv har man de seneste år talt om den særlige nordiske bølge, og i flere lande – ikke mindst Storbritannien – har man været meget optaget af alt, hvad der var nordisk. Nu prøver vi at samle os og lave et egentlig fremstød for nordisk tv," forklarer souschef Helene Aurø fra DR Salg.

DR har hidtil kørt tæt parløb med SVT i Sverige, men det er første gang, at finske YLE er med i det fælles fremstød.


'Arvingerne' er med

Nærmest traditionen tro er det DRs dramaserier og DRs dokumentarer, som DR Salg særligt vil slå på i Cannes.

"Sidste gang kunne vi kun vise klip fra 'Arvingerne'. Denne gang har vi hele første sæson med til Cannes, ligesom vi også vil prøve at få afsat anden sæson, der har premiere næste år," forklarer Helene Aurø.

Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Benelux-landene, Rusland og Australien har allerede sikret sig serien, som også skal vises i flere sydamerikanske lande.

"'Arvingerne' er ualmindelig populær, og derfor har vi også fortsat store forventninger til den. Flere udenlandske producenter har henvendt sig, om de kan genindspille den på deres lokale sprog, og også det er en af mulighederne, vi har med til det sydfranske," forklarer Helene Aurø.


Interesse for ældre titler

Også dramaserier som 'Borgen', 'Ørnen', 'Sommer', 'Krøniken', 'Matador', 'Album', 'Taxa' og 'Nikolaj og Julie' har DR Salg med til MIPTV-messen.

"I takt med at DRs nyere dramaserier bliver vist i udlandet, oplever vi, at der også er nysgerrighed efter vores ældre titler. Vi har for eksempel lige solgt 'Ørnen' til udgivelse på dvd i USA, og 'Edderkoppen', der skal udgives på dvd i Australien," forklarer Helene Aurø.

Blandt dokumentarerne, som DR vil prøve at få afsat internationalt i Cannes, er fx Niels Christian Jungs dokumentar 'Riis – Forfra', hvor DR har fulgt Bjarne Riis tæt i en periode på mere end halvandet år. Også Signe Byrge Sørensens dokumentar 'En god død' samt dokumentaren 'Krigerne fra nord' - om unge dansk-somaliere, som PET mener er havnet i kløerne på den militante gruppe Al Shabaab, forsøger DR Salg at afsætte til fremmede skærme.

"Der har stort set alle dage været stor interesse for dokumentarer på MIPTV-messen, så vi har naturligvis også en række af dem med. Med den fællesnordiske stand får vi en mulighed for at præsentere dem bedre og mere markant," siger Helene Aurø.


Over 10.000 mødes

Over 10.000 indkøbere og tilrettelæggere fra omkring 100 lande ventes at deltage ved MIPTV i Cannes, som foregår fra den 7. til den 10. april.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002