Kontakt os






 

TV 2 og især DR1 mister seerandele
Onsdag 5. oktober 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Inden for de seneste fem år har DR1 mistet knap 1/3 af sin share (andel af al tv-seening) og tilsvarende har TV 2 mistet 1/5. Dermed følger de to store kanaler en international tendens, hvor seeningen flytter fra de brede, samlende public service-kanaler til de nye, nicheprægede kanaler.
I forvejen stod TV 2 stærkest, men nu står TV 2 endnu stærkere. TV 2 har nu et forspring på 8,5 share-point, og dermed har TV 2 en historisk høj føring i seer-målingerne fra Gallup. Det skriver Børsen i dag.

"Set fra DRs synspunkt kan det ikke være nogen behagelig situation, at hovedkanalen DR1, som skal samle nationen, ligger så langt bag TV 2s hovedkanal," udtaler Henrik Søndergaard, lektor i medievidenskab på Københavns Universitet.

DR1 har især mistet seerandele blandt de unge.

"DR1 har tabt lidt flere af de unge voksne end af de ældre. Dem vil vi gerne have til at vælge kanalen oftere de kommende år," siger DR1s kanalchef Lotte Lindegaard til Børsen.

Hun er i øvrigt ikke så overrasket over udviklingen generelt. Der er tale om en afspejling af en international tendens, hvor alle store fuldskala-kanaler taber markedsandele i takt med, at antallet af niche-kanaler stiger, siger hun.

Selv om DR1 mister i share, så ligger man fortsat med en ganske høj 'reach' (= dækning), hvilket skyldes den øgede tv-seening i de senere år. Medieforsker i DR Niels Marslev oplyser, at DR1 har en forholdsvis stabil reach på 80-85 pct. ugentligt. Det betyder altså, at 80-85 pct. af danskerne i løbet af uge ser et eller andet på DR1.

Men når DR1 - og TV 2 - mister i share, så betyder det, at en større andel af den samlede tv-seening lægges andre steder, og det er på niche-kanalerne.

DR har senest lanceret nichekanalerne DR Ramasjang, DR K og DR HD (og den nye ungdomsflade DR Mama) - og det har betyddet, at DR for første gang i fem år samlet set kom ud af 2010 med en fremgang i share.

Også på TV 2 har man lanceret en række nichekanaler, og programdirektør på TV 2, Palle Strøm, ser positivt på udviklingen, selv om også TV 2 har mistet share.

"Kommercielt er det absolut værdiskabende at være suverænt størst og at gøre det bedre end DR1," siger Palle Strøm.




Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002