Kontakt os






 

Troels Kløvedal på TV 2 Fri
Fredag 11. oktober 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Fra den 21. oktober og i otte programmer på TV 2 Fri sejler eventyreren Troels Kløvedal rundt i de danske farvande med sit elskede sejlskib, Nordkaperen.


Efter 35 år på de syv verdenshave er Nordkaperen vendt hjem til de danske farvande, og sejlene er sat i en ny programserie, 'Mit Danmark', som har premiere på TV 2 Fri mandag 21. oktober kl. 20.40.

Her kan seerne følge Troels Kløvedal og hans besætning rundt i landet fra Lemvig til Langelinie, hvor Troels vil vise det Danmark, han elsker så højt, og møde danskere med spændende historier og noget på hjerte, skriver TV 2 i dag i en pressemeddelelse.

'Mit Danmark' er en meget personlig rejse med Troels Kløvedal og Nordkaperen, hvor han viser seerne Danmark fra nogle helt nye sider.

Via sit sømandskab har han oplevet Danmark, som kun de færreste har, og i 'Mit Danmarl' kan seerne bl.a. opleve den danske natur, når den tager sig allersmukkest ud.

"Det er en programserie for alle dem, der interesserer sig for Danmark, og så håber jeg, at serien samtidig vil inspirere folket til selv at tage ud og gå på eventyr i dejlige Danmark," siger TV 2 Fri-redaktør Mads Volck.


Sommertogt til Mariager fjord

Inden Troels og besætning kan sætte sejl i de danske farvande, skal Nordkaperen først bringes hjem fra troperne, og for at komme uden om pirateriet i Det Indiske Ocean får Troels sit smukke sejlskib bragt hjem i bunden af et af verdens største containerskibe.

Vel ankommet til Danmark begynder Troels sit togt i den billedskønne Mariager Fjord, hvor han både får historien om et spændende, bevaringsværdigt skibsprojekt og om Mariager kirke, inden sejlene igen sættes i Kattegat for at gå til Limfjorden.


Ikke en mand, der keder sig

Troels Kløvedal har aldrig ligget på den lade side. Han har skrevet 17 bøger, en stribe avisartikler, essays, digte og sange, som han har modtaget både fag- og skønlitterære priser for. Han har produceret, fortalt og tilrettelagt cirka 35 tv-film og en enkelt spillefilm. I 2010 producerede og fortalte han den danske flådes historie op til Flådens 500 års jubilæum.

Programserien 'Mit Danmark' til TV 2 Fri kalder TV 2 selv "kronen på Kløvedals mange værker".


Foto: Nordkaperen vender hjem til Danmark og kan opleves på TV 2 Fri fra mandag den 21. oktober. (Fotograf Finn Hageman)



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002