Deadlines faste værtskorps bliver efter sommerferien suppleret med Christine Antorini - tidl. folketingsmedlem for SF og nuværende chef for Forbrugerinformation. Sammen med Connie Hedegaard og Martin Krasnik skal hun fremover bestyre DR 2's daglige nyheds- og debatprogram. Hun afløser Claus Hagen Petersen, der stopper på Deadline for i stedet at blive vært på P1.
Christine Antorini har været sekretariatschef for Forbrugerinformationen, siden det startede i 2000. Hun er 38 år og uddannet cand.comm. i offentlig forvaltning fra Roskilde Universitetscenter, og inden hun kastede sig over forbrugerområdet, var hun næstformand og medlem af Folketinget for SF.
"Christine Antorini repræsenterer den åbne debatkultur og besidder den politiske og samfundsmæssige indsigt, der har gjort Deadline til en højt respekteret helle i samfundsdebatten, hvor begavede synspunkter fra højre og venstre kan mødes," siger redaktionschef Arne Notkin fra Deadline.
Christine Antorini stopper som sekretariatschef i Forbrugerinformationen med udgangen af juli, og hun tiltræder som studievært på Deadline fra august.
"Jeg har fået et fantastisk spændende tilbud om at arbejde på den mest seriøse nyheds- og samfundsudsendelse i Danmark. Chancen for at være med til at formidle de væsentligste debatter og begivenheder har jeg grebet, da det ligger i forlængelse af mine store interesser: politik, formidling og debat. Da muligheden dukkede op, syntes jeg, det var det rigtige tidspunkt at prøve et nyt spor i mit arbejdsliv, som ligger helt i forlængelse af min samfundsinteresse," siger Christine Antorini. |