Kontakt os






 

Bud efter DR-programmer efter Cannes
Fredag 25. april 2008
Af Karsten Jensen
 
Der er bud efter DR-programmer fra flere verdensdele, efter at DR Internationalt Salg tidligere på måneden deltog i den såkaldte MIPTV-messe i Cannes, hvor 'tv-købmænd' fra hele kloden mødtes.
Både tv-stationer i Europa, Canada, USA, Mellemøsten, Australien og Asien har allerede bekræftet, at de vil købe programmer fra DR Internationalt Salgs katalog.

”Det er typisk på de internationale messer, at vi får kontakten til de internationale kunder, og indtil videre har vi sendt over 500 DVD’er ud til gennemsyn. Dét tal er vi ganske godt tilfredse med, og samtidig er ordrerne også begyndt at løbe ind,” beretter teamleder Charlotte Gry Madsen fra DR International Salg.

Græsk tv, der for nylig købte en stor pakke med programmer fra DR, har købt yderligere syv timers fjernsyn - blandt andet Torben Skjødt Jensens program ’Den Talende Muse’ om den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen. Derudover er kanalen i forhandling med DR om flere programmer.

Både islandsk og belgisk tv viste interesse for nøjagtig de samme programmer - nemlig ’A Beautiful Tragedy’ om en ung russisk ballerina og ’21 Søndag’s udsendelse om, hvordan handel med indiske adoptivbørn er sat i system.

Israelsk tv købte ’A Beautiful Tragedy’ og to andre programmer, mens Canada købte et program om Dalai Lama og Poul-Erik Heilbuths programmer ’Fanget i fortiden’.

Endelig købte Robert Redfords tv-kanal Sundance i USA - som nævnt tidligere på tvnyt.com - også dokumentaren ’The Biggest Chinese Restaurant in the World’, der handler om verdens største restaurant, som ligger i Kina. Programmerne bliver sendt på DR TV til sommer forud for OL.

”Helt generelt sælger DR's programmer godt over store dele af verden. Men specielt fra Asien oplever vi stor interesse for øjeblikket - også større end tidligere,” forklarer Charlotte Gry Madsen.

Efter MIPTV-messen er DR for eksempel i forhandling med sydkoreansk tv om tre programmer, og også Kina har bud efter programmer - typisk portrætter eller kulturprogrammer uden ”for meget sprængstof i”.

”Senest har jeg hørt fra den statslige tv-station CCTV, der var vældigt begejstrede over, at DR-programmet ’Flyver med ørne’ var blevet set af 0,8 procent af seerne. Det var umiddelbart nok ikke et tal, som vi i DR ville være faldet i svime over, men når man tænker på, at der er over 1,3 milliarder kinesere, svarer det alligevel til, at over 10 millioner kinesere har set udsendelsen,” siger Charlotte Gry Madsen.

DR regner med at underskrive flere kontrakter ovenpå Cannes-messen i den kommende tid, da også tv-stationer i blandt andet Tyskland, Frankrig, Australien, Irland og Spanien lige nu ligger i forhandling med DR Internationalt Salg om programmer.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002