Kontakt os






 

'Danmarks Indsamling 2013' - DR lover gigantisk live-show fra fem lokaliteter
Mandag 28. januar 2013
Af Stig Hartvig Nielsen
 
Med Louise Wolff og Nikolaj Koppel i spidsen, live-sending fra fem scener og X Factor, danske topstjerner samt helt friske indslag med kronprinsparret, kulminerer 'Danmarks Indsamling 2013' på DR1 fredag den 8. februar i et tv-show, der bliver et af de største i Danmark til dato.

Sammen med de 12 største hjælpeorganisationer arrangerer DR i disse uger 'Danmarks Indsamling 2013', der kulminerer i et kæmpe liveshow fredag 8. februar klokken 19.00 på DR1.

Nogle af de problemer der fokuseres på er de 21 afrikanske lande syd for Sahara, der befinder sig i en akut fødevarekrise, og at op mod 340 millioner mennesker i Afrika mangler adgang til basale fornødenheder som rent drikkevand.


To hovedværter og fire landsdelsværter

Ved 'Danmarks Indsamling 2013' er det Louise Wolff og Nikolaj Koppel, der skal styre slagets gang fra en skole i byen Kayonza i Rwanda, som SOS Børnebyerne har opført med midler fra netop Danmarks Indsamling.

Men i år får de to erfarne værter også selskab af otte kollegaer.

Som noget nyt er Danmarks Indsamling nemlig rykket ud i landet, hvor fire landsdele kommer til at kæmpe med og mod hinanden om at samle mest ind og gøre en forskel i Afrika.

Landsdelsværterne er Mads Steffensen og Pernille Rosendahl, der skal dække den nordjyske indsamling, Sisse Fisker og Thomas Skov, der dækker den midtjyske indsamling, Peter Qvortrup Geisling og Jim Lyngvild, som skal dække Syddanmark samt Ulla Essendrop og Peter Mygind, som styrer løjerne i Østdanmark.


Underholdningsshow, der gør en forskel

Med live-sending fra hele fem lokaliteter bliver 'Danmarks Indsamling 2013' et af de største shows i Danmark til dato, lover DR.

Og når DR1 sender live fra det kæmpe indsamlingsshow vil et opbud af danske stjerner levere underholdningen. D-A-D, TV-2, The Storm med Pernille Rosendahl, The Blue Van, og ikke mindst cremen af dansk dance-hall (herunder Wafande og Klumben & Raske Penge) er blandt de kunstnere, der vil stå på scenen i de fire forskellige landsdele.

Herudover vil der også være et musikalsk medley, der er lavet specielt til 'Danmarks Indsamling 2013' med Rasmus Walther, Barbara Moleko og Clemens.

Peter Frödin, Ulf Pilgaard, Bodil Jørgensen, Jonas Schmidt og Troels Malling, er blandt de entertainerne, der vil sørge for at seere og publikum også får et rigtig godt grin i løbet af aftenen.

Der vil også være call-centre i de fire landsdele, hvorfra en lang række kendte vil sidde klar til at modtage danskernes opkald og bidrag. Seerne kan være heldige at tale med bl.a. entertainer Niels Hausgaard, racerkører Tom Kristensen, skuespiller og komiker Søs Egelind, udviklingsminister Christian Friis Bach, tidligere landsholdsspiller Jesper Grønkjær, skuespiller Thure Lindhardt, komiker og skuespiller Vicki Berlin og Peter Frödin.


Helt nye indslag med kronprinsparret

I indsamlingsshowet vil der også blive vist interviews og indslag med H.K.H. Kronprinsen og H.K.H. Kronprinsessen. Seerne vil kunne følge kronprinsens deltagelse i det fem kilometer lange motionsløb i Aarhus til fordel for 'Danmarks Indsamling 2013' og hører kronprinsen fortælle om egne oplevelser med udviklingshjælp. Løbet, der finder sted den 7. februar, er en del af Aarhus 1900, DGI og DR P4's indsamlingsprojekt 'Gi' dine ben til Afrika'. Kronprinsessen følges også under sit ophold i Mozambique, hvor hun som protektor for FN’s Befolkningsfond har besøgt forskellige af fondens udviklingsprojekter og projekter støttet af Danida. Kronprinsessen fortæller, hvordan hun oplever den forskel, de danske hjælpeorganisationer gør med deres arbejde.


Samarbejde med 'X Factor'

Samme fredag som 'Danmarks Indsamling 2013' løber af stablen på DR1, tager 'X Factor' hul på det første live-program i denne sæson. Derfor har 'Danmarks Indsamling 2013' og 'X Factor' denne aften valgt at slå pjalterne sammen til fordel for de nødlidende i Afrika. 'X Factor' sender således midt under 'Danmarks Indsamling 2013', og hvad samarbejdet helt præcist går ud på vil blive afsløret i næste uge.


Om indsamlingen

'Danmarks Indsamling' blev afholdt første gang i februar 2007 og har samlet over 500 mio. kr. ind til udviklingsprojekter i Afrika. I 2012 blev det til 87 mio. kr. til børn på flugt.

Man kan læse mere om 'Danmarks Indsamling 2013' på
www.dr.dk/danmarksindsamling og www.danmarksindsamling.dk

Indsamlingen kan også følges på www.facebook.com/danmarksindsamling


Foto: Louise Wolff og Nikolaj Koppel er værter, når 'Danmarks Indsamling 2013' fredag den 8. februar kulminerer i det, der tegner til at blive Danmarks største tv-liveshow på DR1. (Fotograf: Agnete Schlichtkrull)


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002