Kontakt os






 

TV 2 med overskud og flere seere
Mandag 31. oktober 2011
Af Stig Hartvig Nielsen
 
TV 2 fik i 3. kvartal et overskud før skat af fortsættende aktiviteter på 42 mio. kr. mod 31 mio. kr. i 2010. Væksten i tv-reklameomsætningen er væsentligt aftaget, mens TV 2-familiens seerandel er vokset. Det er igen niche-kanaler som Zulu og Charlie der giver fremgang, mens hovedkanalen TV 2 igen mister seerandele.
TV 2s regnskab for 3. kvartal viser to markante begivenheder i forhold til årets første halvår.

For det første er væksten i tv-reklameomsætningen væsentligt aftaget og udgjorde i 3. kvartal 2,6 procent mod 18,5 procent i 1. halvår.

Samtidig har TV 2-kanalernes kommercielle seerandel været i betydelig stigning i 3. kvartal til 57,4 procent mod 55,2 procent i samme kvartal i 2010. Hovedkanalens seerandel falder 0,6 procentpoint, mens nichekanalernes andel stiger med 2,8 procentpoint.

TV 2s finansdirektør, Peter Normann, siger:

"Det akkumulerede resultat for 1.-3. kvartal er tilfredsstillende. Den makroøkonomiske afmatning har dog medført en væsentligt lavere vækst i tv-reklameomsætningen i 3. kvartal, som forventes at fortsætte i resten af året. Den konjunkturfølsomme reklameomsætning understreger behovet for den mere stabile abonnementsbetaling på hovedkanalen fra 1. januar 2012."

Iflg. TV 2 er de væsentligste tal for 1.-3. kvartal 2011:

• TV 2 har et overskud før skat på 212 mio. kr. mod 408 mio. kr. i samme periode 2010. Resultatet for 2010 var påvirket af gevinst ved salg af sendenettet på 378 mio. kr., mens salget af aktieandel i Momondo A/S bidrager med 47 mio. kr. i 2011.

• Resultat af fortsættende aktiviteter før skat er 165 mio. kr. mod et overskud på 30 mio. kr. i 2010. Resultatforbedringen skyldes øget omsætning og færre store sportsbegivenheder i 2011 end i 2010.

• TV 2s hovedkanal har et underskud før skat på 83 mio. kr. (-223 mio. kr. i 2010), mens TV 2s nichekanaler mv. har et akkumuleret overskud før skat på 248 mio. kr. (253 mio. kr. i 2010).

• Omsætningen på 1.644 mio. kr. er steget 10 procent svarende til 147 mio. kr. Tv-reklame-omsætningen på 1.000 mio. kr. er steget 13 procent, tv-abonnements-omsætningen på 509 mio. kr. er steget fem procent, og netomsætningen på 84 mio. kr. er steget otte procent.

• TV 2-koncernens kommercielle seerandel for de første tre kvartaler er 55,8 procent - en stigning på 0,5 procentpoint i forhold til samme periode 2010. Hovedkanalens seerandel falder 1,6 procentpoint, mens nichekanalernes andel stiger med 2,1 procentpoint.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002