Karen Rønde bliver ny vært på DR2's Deadline. Karen Rønde er advokat og tidligere medlem af Folketinget for partiet Venstre. Hun skal vikariere for Nynne Bjerre Christensen, der går på barsel.
Den 1. maj starter Karen Rønde på DR2's nyheds- og debatprogram, Deadline. Og fra midten af juni får seerne selv syn for sagen, når den 34 årige advokat sætter sig i værtsstolen.
Karen Rønde kom i Folketinget som 25 årig i 1998. Her beskæftigede hun sig især med retspolitik, undervisning og universiteter. I flere af den tids avisartikler betegnes hun som 'politisk komet' i Venstre.
Hun valgte dog at stoppe i 2001 og bruge sin jura-eksamen til at blive advokat med speciale i blandt andet medieret. Og nu stopper hun for en stund for at arbejde som vært på DR2's Deadline.
--- Foto: Ulla Voigt, DR. |