Kontakt os






 

Unge har fået nok af dumt reality-tv
Tirsdag 25. september 2012
Af Stig Hartvig Nielsen
 
”Kan du så godt lide at klæde dig ud som en russisk roulette?” Med det spørgsmål blev deltager i Paradise Hotel, Amalie Szigethy, kendt blandt mange unge. Samtidig satte det nye standarder for det intellektuelle niveau i reality-programmer målrettet landets unge. Men nu gør et stigende antal unge oprør mod niveauet i reality tv. ”Vi går op i mere og andet end fest, druk og sex,” lyder det.


’Paradise Hotel’ er blevet suppleret af en lang andre reality-programmer som f.eks. ’Kongerne af Rømø’, ’Fristet’, ’Divaer i junglen’, ’Singleliv’ og ’For lækker til love’ på især Kanal 4, Kanal 5 og TV3. Fælles for programmerne er, at mange deltagere er leveringsdygtige i citater og betragtninger på samme lave niveau som Amalies, og at de er populære blandt en del unge tv-seere. Men i dag skriver Berlingske, at andre unge imidlertid nu efterlyser mere åndrigt indhold i programmer målrettet deres generation.

For knap en måned siden skrev den 17-årige gymnasieelev Martine Amalie Krogh i det debatindlæg i Politiken, at ”underholdningsprogrammerne til min generation bliver mere og mere uintelligente og amoralske” og ”vi bliver spammet med programmer, hvor en betydelig del af deltagerne nok ikke er de mest intelligente i vores generation, og som handler om, at deltagerne skal konkurrere, ydmyge hinanden eller udstille sig selv."


’Kan den her ananas få flere fans end Sydney Lee?’

Da Facebook-siden ’Kan den her ananas få flere fans end Sydney Lee?’ blev etableret, satte den gang i en regulær bevægelse for flere underholdningstilbud med substans til den unge generation, skriver Berlingske videre.

”Det begyndte som en joke,” fortæller Emil Wilk, der har været med til at lave siden. ”Vi syntes, at det virkede helt hul i hovedet, at man i dansk tv dyrker det dumme og det overfladiske.”

I løbet af kort tid fik siden 275.000 fans – især blandt unge under 25 år.

Emil Wilk mener, at tidsånden har ændret sig: ”Vi tror på, at det nuværende årti handler om værdier som fællesskab og samarbejde i stedet for egoisme og konkurrence. Værdier der gennemsyrer et program som ’Paradise Hotel’, der handler om ydmygelse, konkurrence og egoisme.”


Kritik får ikke TV3 til at ryste i bukserne

Selv om flere unge har fået nok af TV3 og deres realityprogrammer, er det ikke noget, som får TV3s programchef, Morten Mogensen, til at ryste i bukserne.

”Jeg synes, at det er relevant at diskutere tv-programmer, men jeg kan ikke genkende, at unge vælger vores programmer fra. Vi stiger faktisk blandt den unge målgruppe, og det er det, jeg forholder mig til. Vi synes på ingen måde, at vi appellerer til laveste fællesnævner. Vi underholder vores seere, og vi har flere end nogensinde, der har meldt sig til næste omgang ’Paradise Hotel’,” siger han til Berlingske.


Arkivfoto: TV3


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002