TV Avisens vært Kim Bildsøe Lassen bytter studierne i DR Byen på Amager ud med en tilværelse som udsendt, fast korrespondent for DR i London.
Et flertal af vælgerne i Storbritannien og Nordirland (UK) stemte ved sommerens folkeafstemning for en udtræden af EU. Men hvad kommer det britiske 'Brexit' til at betyde for UK? Og hvad kommer den forestående 'skilsmisse' med Den Europæiske Union til at betyde for både UK og for de 27 tilbageværende medlemslande, spørger DR i dag i en pressemeddelelse - som en forklaringerne på, hvorfor DR får en ny, fast korrespondent i London.
"I de kommende måneder og år vil vi blive meget klogere på, hvilken rolle Storbritannien kommer til at spille i fremtidens Europa. Der er derfor alt mulig god grund til at følge udviklingen tæt, og på den baggrund har vi i DR valgt at opprioritere vores dækning med etableringen af et korrespondentkontor i London. Og med en kapacitet som Kim Bildsøe som fast London-korrespondent sætter vi trumf på fra start," udtaler DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.
Rollen som korrespondent ikke fremmed
Selvom Kim Bildsøe snart skifter DR Byen ud med den britiske hovedstad, så er rollen som udlandskorrespondent ikke fremmed for ham. Kim Bildsøe har nemlig tidligere været udsendt og har rapporteret fra både Mellemøsten og USA. Og den udfordring glæder han sig til igen at prøve kræfter med.
"Den britiske udmeldelse af EU er en af vores generations store journalistiske fortællinger, som jeg ser meget frem til at være med til at folde ud. Konsekvenserne for briterne, for danskerne og for alle andre europæere kommer formentlig til at definere Europa mange år fremover, og det pirrer mig som journalist at dykke ned i den historie," siger Kim Bildsøe Lassen og fortsætter:
"Jeg elsker jobbet som studievært på TV Avisen. Det er en af de mest interessante journalistiske opgaver, jeg overhovedet kan forestille mig. Men jeg tror også, det er godt og vigtigt for mig at tage en periode, hvor jeg fordyber mig og kommer længere ned i substansen med en afgrænset opgave. Derfor glæder jeg mig til at rapportere fra London og dække den fascinerende og vigtige historie, som Brexit vitterligt er," siger han.
Kim Bildsøe Lassen har sin første arbejdsdag i den engelske hovedstad den 1. december 2016. DR Nyheder forventer at kunne præsentere en afløser på TV Avisen i løbet af de kommende måneder. Indtil da består værtsholdet af Kåre Quist, Tine Gøtzsche, Klaus Bundgård Povlsen, Erkan Özden og Ask Rostrup.
Foto: Kim Bildsøe Lassen bliver ny London-korrespondent for DR (Fotograf: Lars E Andreasen)
|