I 'X Factor-finaleshowet' blev det Anthony Jasmin, der fik flest sms-stemmer af seerne, og som derfor blev kåret som konkurrencens 'X Factor-vindere'.
Med dommertrioen fra showets første sæsoner, er den aktuelle sæson af 'X Factor' vendt tilbage til rødderne. En finale i DR Byens studie 5 med gæsteoptræden af Medina, Christopher, Carpark North, Coco O fra Quadron samt Kim Cesarion og ikke mindst præstationer af finalisterne Henriette Haubjerg, Lucy Mardou og Anthony Jasmin kulminerede da sms-stemmerne var endeligt talt op og Anthony Jasmin havde fået flest af seernes sms-stemmer.
Efter første del af 'X Factor', hvor finalisterne skulle synge en sang efter frit valg, var det Henriette Haubjerg, der blev siet fra, og dermed var det Lucy Mardou og Anthony Jasmin, der skulle dyste om førstepladsen med hver deres vindersang. Og her var det altså Anthony Jasmin, der trak det længste strå med vindersangen ’Do Ya’.
Tretten ugers nervepirrende, rørende, morsomme, dramatiske og især megamusikalske tv-stunder kulminerede således for Anthony Jasmin, der nu kan glæde sig til at få lavet en unik EP, der produceres og indspilles sammen med et af de største producernavne i verden: John Shanks, der har samarbejdet med et væld af pop- og rocknavne – herunder Miley Cyrus, Take That, Bon Jovi, Sheryl Crow og Celine Dion.
Danskerne har mulighed for at møde de tre finalister, når de gæster Rødovre Centrum på søndag, hvor de optræder og skriver autografer fra kl. 13.00
Og på mandag kan seerne endnu engang møde Anthony Jasmin, når de besøger Aftenshowet på DR1.
På Fredag 4. april kan nordjyderne glæde sig til en koncert med Anthony Jasmin på Gl. Torv i Aalborg kl. 17.00 og efterfølgende autografskrivning.
Fotograf: Bjarne Bergius Hermansen, DR. |