Kontakt os






 

Nye programmer på DR2
Tirsdag 20. maj 2008
Af Karsten Jensen
 
Når ’den 11. time’ ruller over skærmen onsdag 21. maj bliver det for sidste gang i den nuværende form. Efter sommerferien erstattes det af nye programmer på DR2.
Når DR2-seerne onsdag 21. maj er blevet sendt trygt i seng med den obligatoriske godnathilsen fra ’den 11. time’, lukkes og slukkes der for det prisbelønnede program. Eller det vil sige, næsten. For Mikael Bertelsen og Mads Brügger bruger den efterfølgende tid på at gøre status over de mere end 100 udsendelser, og udtænke et koncept for et nyt program, der skal klæde DR2-seerne på til at gå i seng.

For at gøre ventetiden mindre uudholdelig, har redaktionen lagt et utal af højdepunkter fra ’den 11. time’ ud på dr.dk/11.

Clement overlader mikrofonen til seerne
Et af de programmer, der tager over efter ’den 11. time’ bliver et nyt kulturprogram. DR's hurtigtsnakkende vært, Clement Behrendt Kjersgaard runder hverdagens trummerum af på DR2, hvor han lader seerne komme til orde. Hver mandag aften er en ny aktuel kulturpersonlighed i den varme stol, og det er så op til publikum at stille gæsten skarpsindige og nærgående spørgsmål - naturligvis animeret af Clement.

Det bliver inden længe muligt at melde sig som aktivt bidragende publikum til det nye program - mere information om dette følger på dr.dk.

Sprængfarlig onsdag
Jes Stein er vært, når DR2-programserien ’Ordet og bomben’ får premiere i sensommeren. I de fem udsendelser, der sendes sent onsdag aften, taler han med verdensberømte forfattere, der hver især har forholdt sig til truslen fra internationale terrornetværk i deres litterære produktion.

Jes Stein sætter forfatterne i stævne i deres hjembyer - internationale storbyer, der alle er blevet plottet ind på terrorens verdenskort. Mød bl.a. Jonathan Safran Foer i New York, Tariq Ali i London og Nobelprismodtageren Orhan Pamuk i Istanbul.

Arne Notkin, chefredaktør for DR2, glæder sig til at byde de tre nye programmer velkommen på de sendetidspunkter, der indtil nu har været udfyldt af ’den 11. time’:

”Med Jes Stein Pedersens serie om 'Ordet og Bomben' bevæger DR2 sig direkte ind i krydsfeltet mellem samfund og kultur: Hvordan bliver terrorismens gru til stor litteratur? Vi får fem forskellige svar fra fem forskellige kulturer og fra fem forskellige kunstnere fra Vesten og Mellemøsten. Det bliver stort. Jeg glæder mig også til tilbyde et nyt kultur-program, hvor DR2 bringer kunstnere i direkte kontakt med deres publikum," siger han.

Programmerne bliver sendt sent om aftenen. Men det er der også seere til, siger Arne Notkin:

”DR2's primetime ligger meget sent. Derfor lægger vi nogle af vores bedste programmer sent. For sent for dem, der står op med hønsene. Og derfor bliver programmerne også genudsendt på andre tidspunkter.”

Foto: Mikael Bertelsen, Clement Behrendt Kjersgaard. DR.


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002