Kontakt os






 

'Årgang 0' tilbage med fire nye programmer
Onsdag 16. januar 2013
Af Karsten Jensen
 
Christian, Emma, Rachel og Stephanie er tilbage tirsdag 22. januar kl. 20.00 i det første af fire nye afsnit af "Årgang 0".
Hvert år i november, december og januar får TV 2 mails fra 'Årgang 0'-seere, der spørger, om der ikke snart kommer nye afsnit, for de glæder sig til at se, hvad der er sket i årets løb. Januar og begyndelsen på et nyt år er nemlig for mange seere synonymt med et gensyn med de fire skønne unger fra TV 2's dokumentarserie.

Og i år er ingen undtagelse – Christian, Emma, Rachel og Stephanie er tilbage tirsdag 22. januar kl. 20 i det første af fire nye afsnit af serien.

De fire unge mennesker er nu blevet tolv år. De er endnu ikke teenagere, men puberteten venter lige om hjørnet med alt, hvad den indebærer. Det er stadig mest venner, det handler om, selvom de alle fire har klare meninger om det at have en kæreste.

Forandringer på vej
I det første program må Rachels far, Lars, indse, at han er i krise, og det medfører nogle store nødvendige forandringer, der også får betydning for Rachel. I Aarhus dyrker Christian sit voksende talent for at spille tennis, og det betyder, at han også er begyndt at træne om morgenen, inden han skal i skole.

Emmas far, Poul Erik, arbejder stadig i alle weekender, og Emmas mor, Lene, har dagplejebørn i hverdagen. Stephanie bor hos sin far, Christian, i Slagelse, og er hos sin mor, Christina, i Sverige hver anden weekend. Stephanie er glad for at bo oven over sin fars ekskæreste, Pia, som er hendes anden mor, men ikke langt inde i det nye år, har Stephanies far en nyhed, der får konsekvenser for den boform.

Fulgt siden 1999
'Årgang 0' er en TV 2-dokumentarserie, som siden efteråret 1999 har fulgt fire familier i Danmark. Fire familier, som hver for sig er meget forskellige, men som har det til fælles, at de fik et barn i begyndelsen af år 2000. Familierne er blevet fulgt jævnligt af et filmhold i forbindelse med både store og små begivenheder, og samtidig optager familierne selv i deres hverdag og indtaler med jævne mellemrum en personlig videodagbog.

Programmerne er et portræt af fire små mennesker, der udvikler sig, og af deres forældre og søskende. Den skildrer samspillet mellem børn og voksne i forskellige sociale miljøer forskellige steder i Danmark, og den følger børnene, til de bliver voksne og bliver derfor en enestående fortælling om det danske samfund, som det vil udvikle sig i de kommende år og årtier.

Dokumentarer er set af millioner
De første 40 afsnit i serien er sendt i januar/februar i perioden 2001-2012, og i år følger så fire nye afsnit, der dækker børnenes liv, som det formede sig i 2012.

Foto: Thomas Marott, TV 2


Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002