Kontakt os






 

TV 2 News går tæt på 'Trump-effekten'
Onsdag 25. januar 2017
Af Redaktionen
 
Et nyt ugentligt magasinprogram på TV 2 News, 'Verden ifølge Trump', følger de nye, stærke politiske strømninger i verden.
Kun en uge efter at TV 2 News igangsatte sit nye eftermiddagsprogram 'News & Co.', er kanalen klar med et nyt tiltag, 'Verden ifølge Trump'. Det nye udenrigsmagasin sætter fokus på Trump-effekten og på den anti-globalisering, som lige nu skaber opbrud i både USA og Europa.

Magasinet får premiere på mandag den 30. januar. Programmet sendes hver mandag i to dele – kl. 18.20 og 19.23 – og genudsendes klokken 20.50 og til midnat.

"De nye, stærke politiske strømninger i USA og Europa vil være genstand for tæt nyhedsdækning på News i 2017, men TV 2 News er andet og mere end den gule breaking news-bjælke. I en situation med opbrud på begge sider af Atlanten er der brug for analyse, baggrund, perspektiv og forståelse, og det er hovedårsagen til, at vi igangsætter magasinet 'Verden ifølge Trump'," udtaler fungerende chefredaktør for TV 2 NEWS, Ulla Pors Nielsen.

Trump-effekten ses både i USA og Europa, lyder det fra TV 2 - og 'Verden ifølge Trump' vil undersøge, om man vil møde de samme politiske tendenser som i USA, når befolkningerne går til valg i Tyskland, Nederlandene og Frankrig i 2017. Hvad sker der med Brexit og EU, og hvordan bliver udviklingen i Italien, spørges der videre.


Alle TV 2-korrespondenter involveres

Værten for 'Verden ifølge Trump' bliver Jesper Zølck Felbo, og herudover bliver USA-korrespondent Jesper Steinmetz og international korrespondent Ulla Terkelsen to af hovedkræfterne i programmet.

Desuden skal TV 2's øvrige korrespondenter og udenrigsmedarbejdere Lotte Mejlhede, Simi Jan, Uffe Dreesen, Eva Ravnbøl, Jeppe Krogager, Steffen Jensen og Rasmus Tantholdt på skift levere interviews og reportager til programmet – fra EU, Tyrkiet, Tyskland, Italien, Spanien, Mellemøsten og verdens brændpunkter.



Funktioner

Printervenlig version








  · 2018
  · 2017
  · 2016
  · 2015
  · 2014
  · 2013
  · 2012
  · 2011
  · 2010
  · 2009
  · 2008
  · 2007
  · 2006
  · 2005
  · 2004
  · 2003
  · 2002